Boksning: Det ligner endnu en hjemmebane til Dina Thorslund i VM-brag

I maj eller juni skal Struer-bokseren Dina Thorslund forsvare sit VM-bælte. Alt tyder på det bliver på hjemmebane mod australske April Adams.

Dina Thorslund kan smile. Det ligner en hjemmebane i næste VM-brag senere på året. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Struer Energi Park. 

Det er her Dina Thorslund har hjemme. Det er her hun tidligere på året forsvarede sit VM-bælte. 

Meget tyder på, at det igen er her hun skal kæmpe, når modstanderen i WBO-titelkampen i maj eller juni hedder April Adams. I første omgang skulle de to teams bag bokserne byde på kampen. Men nu melder Thorslunds tyske promotor Nisse Saurland, at det næppe kommer til en budkrig. 

- Vi er meget tæt på at få en aftale på plads. I løbet af de kommende dage kommer de sidste detaljer forhåbentligt på plads, siger Nisse Saurland til Ekstra Bladet. 

- Det er planen, at kampen om WBO-titlen skal bokses i maj/juni i Danmark, så Dina kan glæde sig over at få hjemmebane, siger Saurland til avisen. 

De samme meldinger kommer fra folkene omkring modstanderen April Adams. Om kampen bliver bokset i Struer vides ikke med sikkerhed. Men med massiv opbakning til Thorslund ved de seneste stævner i Struer, så burde bokserens hjemby være det oplagte valg. 

02:10

Kom med bag facaden i dagene tidligere på året, hvor Dina Thorslund blev verdensmester. 

Luk video