Meldingen om at Bang & Olufsen forhandlere med flere mulige købere skaber både nervøsitet og forsigtig optimisme i Struer.
Spørgsmålet er, hvad der sker med de omkring byens 1000 B&O-arbejdspladser, hvis koncernen bliver solgt.
- Jeg håber, at man vil bygge på de styrker og kompetencer, som ligger i Struer, siger borgmester Mads Jakobsen (V).
Han er dog også klar over, at mange i byen frygter, at eventyret om B&O i Struer snart er forbi.
- Den frygt går vi alle med. Men vi kan kun håbe på det bedste, siger borgmesteren.
B&O's muligheder for at stille krav om, at virksomheden skal forblive i Struer, er begrænsede, vurderer en ekspert.