B&O fyrer 90 ansatte

90 funktionærer skal finde sig et nyt arbejde, efter direktør Tue Mantoni strammer organisationen.

B og O Domicil 2.jpg

I august præsenterede B&O en ny strategi for fremtiden. Struer-virksomheden skal fokusere på de områder hvor de er førende, og glemme de områder hvor de ikke er. I dag kom så den første konsekvens, nu bliver 90 funktionærer fyret.

- Det er klart, at vi i vores start af eksekveringen af den nye strategi kigger på, om vi har den rette struktur til at skabe en stærk virksomhed. Og derfor er det en naturlig konsekvens at sikre at teamet er sat op på den rigtige måde, siger direktør Tue Mantoni til TV/MIDT-VEST.

Produktionen berøres ikke

Det er ikke produktionsfolk på gulvet, der rammes af fyringerne, men derimod funktionærer og mellemledere. Det går hårdest ud over salgs og marketingsafdelingen, hvor der fyres 20 ansatte. I følge direktøren er fyringerne en logisk konsekvens af B&O's nuværende tilstand

- Vi skal jo lige huske hvor det er vi kommer fra. Siden toppen i 2007 er Bang og Olufsens omsætning faldet med 30 %, siger han.

Fremtiden er usikker

B&O er kun lige begyndt at implementere den nye strategi. Og direktøren vil ikke garantere, at dagens fyringer er de sidste.

- Om der kommer fremtidige fyringsrunder, det afhænger jo fuldstændigt af, hvordan eksekveringen af strategien kommer til at gå. På nuværende tidspunkt er der dog ingen planer om flere fyringsrunder i Struer, siger Tue Mantoni. 

B&O havde inden fyringerne omkring 1500 ansatte i Struer.