B&O-chef: Der er momentum i forretningen

Siden det skæve regnskabsår 2011/12 har det ikke været muligt for Bang & Olufsen at tjene penge på salget af blandt andet fjernsyn.

B og O skilt.jpg

Det senere år har det været særdeles svært for B&O at tjene penge. På den baggrund har Struer-selskabets ledelse løbende arbejdet på at vende underskud til overskud - dog uden foreløbigt at have haft held med det. Ambitionen fortsætter imidlertid under Henrik Clausen, der 1. juli er tiltrådt som ny administrerende direktør hos tv- og elektronikproducenten.

- Jeg synes, det er afgørende vigtigt, at Bang & Olufsen er en vækstvirksomhed. Det skyldes for det første, at vi både har et brand og en virksomhed, som både kan og skal kunne levere på det, siger Henrik Clausen i et interview med Ritzau Finans.

- For det andet er det også det, der skal til for at skabe dynamik og udvikling i virksomheden. Og det er sådan set et udmærket udtrykt i den ambition, vi har om at levere 10 pct. toplinjevækst frem mod 2017/18, fortsætter han.

Direktøren nævner, at det ud over salgsvæksten også er vigtigt at kunne dokumentere, at selskabet er i stand til at drive sin samlede forretning økonomisk rentabelt.

- Det er derfor, vi har en ambition om at få et positivt cash flow inden for den nuværende strategiperiode frem mod 2017/18, samtidig med at vi i samme periode leverer en fornuftig margin, så vi lykkes med at ramme den kommunikerede EBIT-margin på omkring 7 pct. i 2017/18, siger Henrik Clausen.

- Det, at drive en ordentlig forretning, hvor vi er i stand til at tjene penge og generere positivt cash flow samt at vokse forretningen, er det, jeg er hentet ind til. Det er derfor, jeg er her. Og det er den ambition, jeg har for virksomheden. Jeg mener også, at der er det momentum i forretningen, der skal til for at levere på de ambitioner, uddyber han.

B&O Play er vækstmotor
Efter tidligere at have solgt nogle af sine aktiviteter satser virksomheden i dag alene på den klassiske forretning med lyd- og fjernsynssystemer til forbrugerne gennem de to mærker Bang & Olufsen og B&O Play.

De to forretningsområder gav i de første ni måneder af regnskabsåret 2015/16 en omsætning på 1937 mio. kr. mod 1661 mio. kr. i samme periode et år tidligere. Det svarer til en salgsvækst på 17 pct.

Henrik Clausen ser også godt momentum i de to ben, hvor B&O Play fremadrettet skal være "en vækstmotor", mens der inden for Bang & Olufsen allerede ligger en plan for produktlanceringer på "kort til mellemlang sigt."

Det voksende salg for Struer-virksomheden er sket sideløbende med, at selskabets eget butiksnetværk er skrumpet ind i form af de såkaldte B1-butikker, der udlukkende sælger produkter fra B&O.

- Det er for tidligt for mig at kommentere, hvor mange butikker vi skal have. Men der er ingen tvivl om, at fysisk detailhandel er vigtig for Bang & Olufens brand. Og så er det også en vigtig kanal for B&O Play, fortæller Henrik Clausen.

Den nye B&O-topchef har afløst forhenværende administrerende direktør Tue Mantoni, der havde siddet i stillingen siden marts 2011.

/ritzau/