Blev han skudt eller druknede han? Nye oplysninger er kommet frem i mysteriet om død modstandsmand

I 2019 lancerede TVMIDTVEST tv-serien: ”Min Morfars Modstandskamp”, der handler om den 25-årige Jens Rølle fra Struer, der blev fundet død på en kyst i Sverige i 1943. Nu er der dukket flere detaljer op i historien, som bliver lanceret i podcastudgaven herunder.

Jens Rølle døde i 1943. Familien har siden søgt svar på, hvad han døde af.
Jens Rølle døde i 1943. Familien har siden søgt svar på, hvad han døde af.

Hvordan døde modstandsmanden Jens Rølle? Det spørgsmål har nu forfulgt familien i generationer.

- Det har altid været et mysterium i vores familie, siger hans barnebarn Pernille Rølle, der står bag historien Min Morfars Modstandskamp.

7. september 1943 drev liget af en lyshåret dansker op på en sydsvensk kyst. Han var iklædt bukser, trøje og skjorte og så havde han redningsvest på. Den officielle forklaring var, at han var druknet. Men familien var skeptiske over for den forklaring, for Jens Rølle skulle eftersigende have været ekstraordinært dygtig til at svømme.

Men det, der virkelig satte gang i familiens undren var et brev, der dukkede op i Struer.

Jens Rølle var ung og eftersigende fremragende til at svømme, da han døde under en flugt til Sverige.
Jens Rølle var ung og eftersigende fremragende til at svømme, da han døde under en flugt til Sverige.

Måtte ikke blive begravet i Danmark

I brevet stod der, at Jens Rølle var drevet i land i Sverige, skudt i hovedet.

Oplysningen kom fra en ung kvinde, der oprindeligt kom fra Struer. Hun havde fået oplysningen i København.

Hvad der yderligere skubbede til familiens mistanke om, at nogen ville dække over den virkelige dødsårsag, var at liget ikke måtte blive udleveret til Danmark.

Den svenske konge resolverede i sagen og gav familien afslag, da de søgte om at få lov til at få Jens Rølles jordiske rester bragt hjem til familiegravstedet i Struer.

- Jeg har altid haft ondt af hans forældre, for det betød jo så uendelig meget at få lov til at få ham begravet i Struer, siger datteren Bente Rølle.

At dødsårsagen aldrig er blevet slået 100 procent fast, har skabt et mysterium, der nu er gået i arv i to generationer.

- Hvis det blev afgjort, ville det være som en bog, der blev lukket, sagde hans datter Bente Rølle, da hun medvirkede i tvprogrammet Min Morfars Modstandskamp på TVMIDTVEST.

På fjerde linje i brevet her kan man læse, at Jens Rølle skulle være blevet skudt i hovedet.
På fjerde linje i brevet her kan man læse, at Jens Rølle skulle være blevet skudt i hovedet.

Finder nye spor

Barnebarnet Pernille Rølle har nu forsøgt at komme endnu tættere på et svar i en podcastserie, der lanceres her på TVMIDTVEST.

- Det her er en historie, der ikke rigtig vil slippe sit tag i mig. Så jeg er egentlig bare gået ud af hvert eneste spor, der har været og haft min optager med hele vejen. Det kommer der foreløbigt fire podcastafsnit ud af, der forsøger at besvare alle de spørgsmål, jeg havde da jeg gik i gang med projektet, siger barnebarnet Pernille Rølle.

Podcasten følger i morfarens spor, men krydser også nogle af de store begivenheder og afgørende personer under 2. verdenskrig.

- Pludselig sidder jeg med et brev om min morfar, som Nils Svenningen har underskrevet. Han sad jo for bordenden under departementschefsstyret, inden samarbejdspolitikkens fald i august 1943. Så det har været vildt spændende at støde på de her store linjer også, siger Pernille Rølle.

I podcasten kommer det frem, hvorfor den svenske konge var involveret i sagen. Du kan høre de to første afsnit af podcastserien herunder eller der, hvor du normalt hører podcasts.

24:01
Afsnit 1: I september 1943 driver et lig i land på kysten i Sydsverige. Den døde er en 25-årige modstandsmand. Han er druknet, lyder den officielle forklaring. Men nu er hans barnebarn kommet i besiddelse af et brev, der sår tvivl om den teori.
33:05
Afsnit 2: Blev Jens Rølle likvideret eller druknede han?