Biblioteksbøder kan trækkes over lønnen
Struer Bibliotek tager nu helt nye metoder i brug, for at inddrive ubetalte biblioteksbøder.
I 2015 blev lovgivingen på biblioteksområdet ændret, og dermed har bibliotekerne meget bedre muligheder for at inddrive gæld. Den mulighed benytter de sig nu af i Struer.
- Det betyder, at vi kan foretage træk i lønnen, hvis borgeren ikke betaler regningen fra Struer Bibliotek, siger infocenterchef Carsten Hother Jensen til Dagbladet Holstebro Struer.
Faktisk mangler Struer Bibliotek at få mere end 250.000 kroner ind i ubetalte regninger. I løbet af den første uge af 2016 vil 450-500 brugere få en regning. Og indtil den regning er betalt, så kan man heller ikke benytte sig af biblioteket i den selvbetjente tid, før bøden er betalt.
- Derfor håber vi, at alle snarest muligt får betalt de penge, der skyldes, siger Carsten H. Jensen til Dagbladet Holstebro Struer.