9. klasse er tilbage i skole: - Det er fantastisk at se alle igen

Det var nogle glade 9. klasses elever på Thyholm skole mandag, der for første gang siden december måtte møde ind på skole igen.

2:39
For 15-årige Anne Smed Larsen var det en glædens dag, da hun mandag igen kunne være sammen med sine klassekammerater.
Foto: Marc Killigren Akselsen / TV MIDTVEST

For første gang i over to måneder måtte landsdelens 9. klasser endelig møde op i fysisk skole igen. Siden før jul har de modtaget onlineundervisning og kun måttet se enkelte af deres klassekammerater, men mandag var de alle i samme lokale igen.

Derfor var det nogle glade elever fra 9. klasse på Thyholm Skole, der i forårssolskinnet mødte ind til en skoledag.

- Det er dejligt. Man har ventet på den her dag lige siden, vi blev lukket ned. Så det er rart at komme tilbage og se alle vennerne. Man har savnet dem, fortæller 15-årige William Ankjær.

- Det er fantastisk. Det føles næsten som første skoledag efter sommerferien. Det er fantastisk at se alle igen, siger Anne Smed Larsen, der går i samme klasse som William Ankjær.

William Ankjær har glædet sig til at se sine klassekammerater igen.
William Ankjær har glædet sig til at se sine klassekammerater igen.
Foto: Marc Killigren Akselsen / TV MIDTVEST

To tests om ugen

Men genåbningen for landsdelens 9. klasser kommer med nogle forbehold. De skal alle testes to gange om ugen, og de må kun komme i skole hver anden uge.

Men så længe de må komme i fysisk skole halvdelen af tiden, så kan eleverne godt se gennem fingre med den delvise onlineundervisning.

- Jeg ville helst, at vi var i skole hele tiden, men det er bedre, at vi er lidt i skole, end hvis vi slet ikke kom herop, fortæller Anne Smed Larsen.

Thyholm Skole har fået sat et system af hurtigtests op på skolen, så eleverne hurtigt kan finde ud af, om de er blevet smittet med corona. Selvom eleverne efter eget udsagn var nervøse for, hvor mange kilometer vatpinden skal op i næsen, forstår de også, at det er en nødvendighed for, at de må være der.

- Man føler sig mere sikker. Man kan hurtig gå ned og finde ud af, om man er positiv eller negativ, så man ved, om man kan fortsætte skolegangen. Jeg synes, det er nødvendigt, og så får vi ikke de store smitteudbrud, siger William Ankjær.

Har brug for at være sammen med mennesker

Genåbningen falder på et tørt sted for 9. klasse på Thyholm Skole. Selvom det faglige niveau er blevet holdt ved lige, så har det manglende sociale samvær haft en indvirkning.

- Jeg tror, at mange får energi af at være sammen med andre mennesker. Jeg kan også mærke på mig selv, at jeg har brug for at være sammen med andre mennesker for at kunne overleve, siger Anne Smed Larsen.

- Der er gået meget tabt socialt, men skolemæssigt, synes jeg, vi holder niveauet, fortæller William Ankjær.

Det er kun afgangseleverne, der må komme i fysisk skole hver anden uge. 5.- til og med 8. klasse skal stadig have onlineundervisning, mens 0. til 4. klasse i et par uger har måttet komme i fysisk skole.