57-årig fundet druknet på Venø

Intet tyder på, at der ligger en forbrydelse bag, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Eftersøgning på Venø
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Den 57-årige mand fra Struer, der sent torsdag aften blev meldt savnet efter en sejltur på Limfjorden, blev fredag formiddag fundet druknet.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det var en borger, der hjalp med eftersøgningen, der klokken 10.25 fandt den 57-årige i vandkanten på den østsiden af Venøs sydspids.

- Borgeren greb fat i manden og genkendte ham straks som den efterlyste. Manden var desværre omkommet, og politiet formoder, at der er tale om en tragisk drukneulykke. Intet tyder på, at der ligger en forbrydelse bag, står der i pressemeddelesen.

Politiet understreger, at den 57-åriges nærmeste pårørende er underrettet og takker de borgere, der deltog i eftersøgningen.

Den 57-årige sejlede ved 19-tiden onsdag ud fra havnen i Struer i en træjolle. Familien slog alarm ved 23-tiden, og en større eftersøgning med redningsbåde og en helikopter blev sat i gang. Jollen blev senere fundet tom - opankret ud for Venøs sydspids.

1:19
Indsatsleder Jesper Linde fra Midt- og Vestjyllands Politi fortæller her om eftersøgningen.