Storkereden i Bæksmarksbro er tom: Karla og Kjeld har forladt Flynder og omegn

Den faste beboer, Kjeld, og hans nytilkomne storkekæreste, Karla, nåede at blive et sammentømret storkepar, selvom de mødtes sent på sæsonen. Nu er de fløjet sydpå.

30. august 2021 har storkene forladt reden i Bækmarksbro - én dag tidligere end sidste år.
30. august 2021 har storkene forladt reden i Bækmarksbro - én dag tidligere end sidste år.
Foto: TV MIDTVEST

Mange så med i spænding, da Kjeld vendte i foråret tilbage til reden i Bækmarksbro. Ville hans mage, Yvonne, mon dukke op?

Det skete aldrig, og eksperterne dømte, at den hunstork, som Kjeld sidste år fik tre unger med, var omkommet på den lange rejse fra sydens sol til det midt- og vestjyske.

Heldigvis dukkede en ny mage, Karla, op i reden hos Kjeld den 12 juli, og selvom det var for sent til, at de to kunne få unger, så nåede de alligevel at parre sig flittigt.

- De har haft en rigtig god symbiose sammen, og de er virkelig blevet tæt knyttet til hinanden, siger formanden for Storkene.dk, Jess Frederiksen.

Skal nok komme tilbage

Den 30. august har de to storke så forladt reden sammen igen, et enkelt døgn tidligere end Yvonne, Kjeld og deres tre unger, forlod den sidste år.

- Nogle gange kan de godt finde på at snyde os, men nu har de været væk i over et døgn, så vi regner med, at de er endegyldigt væk for i år, siger Jess Frederiksen og forklarer om timingen:

- Deres indre ur siger ligesom, at det er nu, og så har de ventet på godt flyvevejr.

Eksperten ved, at Kjeld vil komme tilbage, men den unge Karla har helt klart også kodet koordinaterne ind, så hende regner de med vender tilbage sammen med den mere erfarne flyver.

- Om det også bliver til unger vil dog afhænge lige så meget af vejret som af deres engagement, siger Jess Frederiksen.

Foreningen Storkene.dk har senest etableret vandhuller omkring reden for at sikre fødeforsyningen til storkeparret.