Storkeekspert med dårlig nyhed: - Worst case er, at Kjeld smutter

Jesper Leegaard fra foreningen storkene.dk ser flere scenarier for storken Kjeld og hans sommer i reden ved Bækmarksbro. Men unger bliver det ikke til i år, lyder dommen.

2:10
Mens der er storkeunger på vej i Sønderjylland, så står Kjeld ensom tilbage i reden i Bækmarksbro.
Foto: TV MIDTVEST

Helt alene kan storken Kjeld skue ud over landskabet fra reden ved Bækmarksbro. 

Siden han vendte tilbage sidst i marts har kun han sat storkefødderne i reden. 

Nu er alt håb ude for unger i den vestjyske rede. 

Det vurderer Jesper Leegaard, der er storkeekspert hos foreningen storkene.dk.

- Jeg er ked af at tage håbet fra folk, men jeg tror ikke på unger, siger han. 

Eksperten understreger, at rugning af æg senest skal være begyndt 15. maj. 

- Og hun (storken Yvonne, red.) er ikke en gang dukket op. 

Bedre datingmarked i Sønderjylland

Ifølge Jesper Leegaard kan en del af Kjelds ensomme liv tilskrives hans placering i landet. 

Modsat de fleste storke har han valgt at slå sig ned i en del af Danmark, der traditionelt ikke har mange storke. 

- Reden ligger afsides. Det betyder, at der ikke lige kommer er strejfer forbi, forklarer han og tilføjer:

-  Det er skideærgerligt, men ikke 100 procent uventet. 

Fortællingen om storkene i Smedeager i Sønderjylland minder på sin vis om den fra Bækmarksbro. 

Her var hanstorken Clyde uden sin trofaste mage, men er nu endt sammen en ny partner, der kom strejfende forbi. 

- Der er mange storke i det område. Falder der en stork bort, kommer der hurtigt en ny til. Sådan er det ikke i Flynder (ved Bækmarksbro, red.). 

Den første unge i reden i Smedager i Sønderjylland blev udklækket fredag morgen.
Den første unge i reden i Smedager i Sønderjylland blev udklækket fredag morgen.
Foto: TV SYD og storkene.dk

Torsdag morgen skete det, mange sønderjyder havde set frem til. Her brød det første lille storkenæb igennem skallen på ét af redens fem æg. 

- Det et helt klar tydeligt, at der er forskel på områderne, konkluderer Jesper Leegaard. 

Tre scenarier

Storkeeksperten tror ikke på, at nye unger kommer til at have deres gang i den vestjyske storkerede i år. 

Men chancen for et kuld næste er år til stede - selv hvis Yvonne ikke dukker op. 

- Der mange unge storke i Danmark lige nu, så chancen for, at der kommer en stork forbi er der, forklarer han.

Ligesom med rugning er der dog en deadline. 

- Der skal komme en anden hunstork inden for den næste måned. Så kan de godt holde sommer i Flynder uden at yngle og vende tilbage næste år.

Og så er der et sidste scenarie, som Jesper Leegaard frygter. 

- Worst case er, at Kjeld smutter.