Grønt lys til nye vandhuller: Nu skal storkene Kjeld og Yvonne klare sig selv

Storkene fra Bækmarksbro kan i fremtiden søge føde i 20 nye vandhuller. Dermed kan man formentlig undgå at lægge fisk ud til parret.

Storkeparret Kjeld og Yvonne kan i de kommende år se frem til et udvidet tag-selv-bord omkring Bækmarksbro i Lemvig Kommune. 

Foreningen Storkene.dk har fået tilladelse til at etablere 20 nye vandhuller i Flynder Ådal tæt på den vestjyske storkerede.

Storkene kan endnu ikke selv skaffe al den føde, de har brug for. Derfor bliver der lagt fisk ud til dem, men med de nye vandhuller skulle de gerne blive selvforsynende.

- Det rigtige er jo, at de kan klare sig selv - at det er bæredygtigt. På sigt er det også meningen, at vi skal kunne tiltrække nogle flere storke til området, og så er det vigtigt at have mange vandhuller og dermed mange padder i området, siger formanden for Storkene.dk, Jess Frederiksen.

Kaffebord og rundstykker

Projektet var ellers i fare for ikke at blive til noget - blandt andet fordi ådalen er et naturområde, der har krav på særlig beskyttelse. Men efter forhandlinger med kommunen og naturfredningsforeningen er det lykkedes at få grønt lys til at etablere 20 af de 21 vandhuller, som Storkene.dk oprindeligt søgte om.

- Vi havde nogle opstarts-problemer, men et kaffebord og rundstykker løser mange ting, konstaterer manden, der lægger jord til storkereden, Per Fjeldgren.

Jess Frederiksen vurderer, at det vil koste mellem 250.000 og 300.000 kroner at anlægge de nye vandhuller. Pengene skal blandt andet skaffes gennem ansøgninger til fonde, og Frederiksen er ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes.

Arbejdet med at anlægge de første vandhuller går formentlig i gang i sensommeren.

Storkene Kjeld og Yvonne fik sidste år tre unger på vingerne. Ligesom forældrene fik ungerne navne efter roller i Olsen-banden, nemlig Benny, Ruth og Ragna.

I samarbejde med Storkene.dk sendte TV MIDTVEST sidste år live fra storkereden. Det gør vi også i år, og takket være et infrarødt lys vil man også kunne følge med om natten.

Tema

Storkereden ved Bækmarksbro


Læs flere artikler fra Lemvig eller i kategorien Natur.