Følg med direkte fra storkereden i Bækmarksbro: I dag får storke-tv igen luft under vingerne

Der er forår i luften – og snart også storke og storke-tv. For i dag går TV MIDTVEST i luften med direkte sending fra storkereden i Bækmarksbro.

Sådan her så det ud den 22. april 2020, hvor han-storken Kjeld endelig blev genforenet med sin Yvonne.
Sådan her så det ud den 22. april 2020, hvor han-storken Kjeld endelig blev genforenet med sin Yvonne.

For alle dem, der venter på forhåbentlig igen at kunne følge storkeparret Keld og Yvonne i storkereden ved Bækmarksbro, er ventetiden nu ovre.

I dag klokken 12 går TV MIDTVEST i luften med vores livesending fra storkereden. Så nu er der altså igen vaskeægte reality-tv klar fra Bækmarksbro.

- Vi glæder os rigtig meget, og ser frem til en spændende tid. For når først kameraet kører, så kan vi for alvor følge med, fortæller Jess Frederiksen, der er formand for storkene.dk.

Og i år bliver der endnu bedre mulighed for at følge med. Nyt udstyr gør det nu muligt også at se med om natten via et infrarødt kamera. Så nu kan man altså følge storkene dag og nat, hvis man slet ikke kan få nok.

Det er det infrarøde lys, der er monteret nederst på billedet her, som kommer til at sørge for, at tv-seerne kan følge med i storkereden, selvom mørket er faldet på.
Det er det infrarøde lys, der er monteret nederst på billedet her, som kommer til at sørge for, at tv-seerne kan følge med i storkereden, selvom mørket er faldet på.
Foto: Pernille Keller Sand, TV MIDTVEST

- Vi bruger det samme kamera som sidste år, men nu sætter vi infrarødt lys op så vi kan gå i nightvision-mode om natten. I de mørke timer kan man altså også nu følge med, fortæller Mogens Kjeldsen, der er teknisk ansvarlig på TV MIDTVEST.

Ifølge Mogens Kjeldsen kan det blive en fordel for de seere, som sidste år så med fra andre steder i verden. Og uanset om det var fra Thisted eller Toronto, Lemvig eller London eller Nykøbing og New York, så var der sidste år rigtig mange, der fulgte storkelivet i Bækmarksbro.

Millioner fulgte storkelivet

For storkeparret Keld og Yvonne – og ikke mindst frugten af deres kærlighed Ragna, Ruth og Benny – var sidste år lidt af et tilløbsstykke. Både i form af nysgerrige besøgende ved storkereden, men også på grund af de millioner af seere, der fulgte livet i storkereden via vores live-sending.

0:47
Sådan så det ud, da Yvonne og Kjeld fik parrets første æg i fjor.
Foto: TV MIDTVEST

I alt var der 4,3 millioner besøg på storkesiden og to millioner afspilninger på den direkte stream, som TV MIDTVEST fra i dag altså igen sender ud i æteren.

Og hvor Keld, Yvonne og deres voksende familie sidste år måtte nøjes med en etværelses, så er boligen i år udvidet. For ikke bare én, men to reder er gjort klar til familien.

- Årsagen til det er, at hvis der kommer tre unger som sidste år, så er der ikke plads til far og mor. Sidste år fløj de væk fra reden og boede ude i området, så der var plads til ungerne. Men med den nye aflastningsrede, vil vi sikre at familien forbliver samlet, siger Louise Lund Fjeldgren, der sammen med sin mand Per Fjeldgren er værter for storkefamilien.

Storke-trækket er godt i gang

Sidste år landede storkeparret i begyndelsen af april, men ifølge storkeekspert Jess Frederiksen, giver det god mening, at transmissionen skydes i gang allerede nu.

- Vi kan se, at der er kommet rigtig mange storke syd for grænsen, og så er der faktisk også allerede landet tre storke på Lolland. Så trækket kan være godt i gang, og hvis vejret er godt, så kan storkene godt komme tidligere end sidste år, siger han.

Jess Frederiksen udsteder ingen garantier, men med lidt held, gode vind- og vejrforhold, så kan Keld og Yvonne måske allerede vende hjem i slutningen af marts.

- De kan trække 500 kilometer på en god dag, hvor vind og vejr er med dem.

Storke er generelt meget loyale overfor deres rede, og derfor forventer Jess Frederiksen også, at Keld og Yvonne vil vende hjem til Bækmarksbro igen i år. Inden for to til tre år er det sandsynligt at også deres tre unger – Ragna, Ruth og Benny – vil vende tilbage til det område, de er født i.

Sikkert er det, at storkesæsonen i dag bliver skudt i gang her på TV MIDTVEST. Og dygtige folk fra storkene.dk sidder igen år klar til at besvare alle jeres nysgerrige spørgsmål.