Flere undrer sig: Hvor er storkene?

Storkene ved Bækmarksbro tager sig nogle lange udflugter. Ifølge storkeekspert afsøger de nye fødesøgningsområder.

En tom rede. Et ikke helt sjældent syn disse dage.
En tom rede. Et ikke helt sjældent syn disse dage.
Foto: TV MIDTVEST

Noget tyder på, at Kjeld og Karla skal have noget ud af sommerferien.

I hvert fald har der været mere rede end storke over Storkereden ved Bækmarksbro de sidste par dage, og det har flere opmærksomme seere noteret sig.

- Jeg følger storkene i Bækmarksbro dagligt, men undrer mig over, at de ikke har været i reden i flere dage. Har de mon forladt den?, skriver Anna Jensen på Storke-tv's kommentarspor.

- Hvor er Kjeld og hans kone i Bækmarksbro? Jeg har ikke set dem et par dage, skriver Vivian Frederiksen. 

Jagter bedre lokalkendskab

De mange tomme timer vækker dog ikke umiddelbart bekymring hos storkeekspert Jesper Legaard fra storkene.dk. 

- Jeg forestiller mig vel, at dagene kan blive lidt lange i sådan en rede, siger han.

Ifølge Jesper Legaard skal man huske på, at de to storke ikke har de vilde forpligtelser, eftersom det ikke gav æg og unger i år. Selvom der måske nok er tale om, at de to storke nyder tilværelsen som 'frie fugle', kan der dog også være mening med udlængslen.

- Når der ikke er unger, er det ikke uventet med lange udflugter. Det giver dem en mulighed for at udforske deres nærområder og tjekke fødesøgningsområder, der ligger lidt længere væk. Det kan give god mening fremover at have endnu bedre lokalkendskab, siger eksperten.

- Ikke grund til at være nervøs

Et ungefrit storkepar, der tager på længere rejser, er ganske enkelt normal adfærd, oplyser Jesper Legaard, der fortæller, at parret med lethed kan rejse 40 kilometer ud fra reden. 

Som flere skriver i kommentarsporet på Storke-tv, er der hele nætter, hvor storkene opholder sig andetsteds.

Ifølge Jesper Legaard kan storkene sagtens overnatte i høje træer eller på toppen af bygninger, hvor de har sig et overblik. 

- De er ude og opleve lidt og afsøge nye terræner. Der er overhovedet ikke grund til at være nervøs, afslutter Jesper Legaard.