Opbakning i Støjbergs bagland: - Vi har brug for Inger

Byrådsmedlemmerne fra Venstre i Skive Byråd bakker op om Inger Støjberg og håber, at hun fortsat kan være en del af partiet.

Selvom Inger Støjberg ikke har mødt meget medvind på landsplan den seneste tid, så er støtten fra hjemstavnen intakt. 

Venstre i Skive Kommune støtter politikeren, der står overfor en rigsretssag, og søndag klokken ti afholder Venstre et ekstraordinært landsmøde, hvor den nye næstformand, Stephanie Lose, officielt udvælges. Nu er spørgsmålet blot, om Inger Støjberg har en fremtid i partiet.

quoteHun skal frem, og jeg synes også, hun skal have en fremtrædende post, fordi hun er en fremtrædende Venstre-politiker.

Goska Rasmussen, byrådsmedlem i Skive Kommune, Venstre

Hvis man spørger Goska Rasmussen, så skal den tidligere udlændinge- og integrationsminister blive i Venstre.

- Jeg håber, at Inger Støjberg skal blive i Venstre, fordi vi har brug for Inger Støjberg. I Venstre er der højt til loftet, så jeg håber, at der bliver plads til hende. Man kan godt have forskellige holdninger i Venstre, og man kan tale sammen, så jeg regner med, at Støjberg og Ellemann kan finde ud af det fremadrettet, siger Goska Rasmussen, der er medlem af Skive Byråd for Venstre.

Ifølge byrådspolitikeren skal Inger Støjberg ikke bare være et menigt medlem. Hun skal frem i lyst.

- Jeg synes, at Inger Støjberg har meget klare holdninger, og hun er klar i sin kommunikation, så hun skal ikke gemmes. Hun skal frem, og jeg synes også, hun skal have en fremtrædende post, fordi hun er en fremtrædende Venstre-politiker, siger Goska Rasmussen.

- Hun skulle have haft en næse

Historien om Inger Støjberg er efterhånden en saga, der hver måned får et nyt kapitel. Det næste kapitel, der skrives i sagaen, kommer til at handle om rigsretssagen, som den tidligere minister står overfor i sagen om adskillelse af asylpar.

Byrådspolitikeren fra Skive er ikke tilhænger af rigsretssagen, som et flertal i Venstres folketingsgruppe ellers stemte for.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at det er kommet så vidt. Jeg synes ikke, at sagen med Inger Støjberg skulle være i rigsretten. Jeg synes, hun skulle have haft en næse, og så skulle vi videre, fortæller Goska Rasmussen.

Byrådspolitikerne og resten af baglandet komme til at vente et godt stykke tid på rigsretssagen. Det forventes, at den først tidligst vil begynde til foråret eller sommer.


Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien Politik.