Værktøj for 50.000 kroner stjålet – politiet uden spor

Politiet håber at komme på sporet af værktøjet, hvis det skal sælges videre.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 26-årig mand fra Roslev fik sig mandag eftermiddag en overraskelse af mindre positiv karakter.

Da han kom hjem, opdagede han, at der havde været ubudne gæster i hans kælder. Her var en eller flere gerningsmænd sluppet af med værktøj og elværktøj af mærkerne Makita og Dewalt for omkring 50.000 kroner.

Det oplyser Jesper Brøndum fra Lokalpolitiet i Skive.

Indbruddet er sket gennem et vindue i kælderen, som blev fjernet, hvorefter det var muligt at nå døren og på den måde komme ind i kælderen.

Indbruddet er sket i tidsrummet søndag aften klokken 23 og mandag eftermiddag klokken 16.

Jesper Brøndum fra Lokalpolitiet fortæller, at der umiddelbart ikke er spor at gå efter i sagen. Derfor håber politiet, at tyvekosterne dukker op i forbindelse med, at de formentlig skal sælges videre.