Usædvanligt tyveri: 20-årig stjal pizzabil i Skive

En dristig tyveknægt huggede fredag aften en bil fra et pizzeria i Skive. Men han blev hurtigt fanget.

Politiblink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En pizzabil kan man sagtens stjæle. Det mente en 20-årig horsensianer i hvert fald fredag aften, da han snuppede sådan én ud for Byens Pizzaria på Torvegade i Skive.

- Det er ikke helt almindeligt, forklarer politikommissær Jesper Brøndum fra Lokalpolitiet i Skive til TV MIDTVEST.

En pige så tyveriet og løb ind i pizzeriaet og fortalte personalet, at en person havde stjålet bilen. Herfra blev det meldt til politiet lidt før kl. 19, som straks rykkede ud med flere patruljer.

Pigen gav politiet en god beskrivelse af tyven og kunne sågar give betjentene et muligt navn på den 20-årige.

Ejer fik et tip

Politiet gav sig til at rundere området - det vil sige, at patruljer cirkulerer rundt i et område, som politiet formoder at kunne finde gerningsmand. Men det var et tip til ejeren af pizzeriaet, der ledte ordensmagten på sporet af den unge mand.

Ejeren havde nemlig fået at vide, at tyven holdt i bilen - en hvid Dacia Duster - på Liselund i Skive. Her kunne politiet uden dramatik anholde ham, som i øvrigt viste sig at være den mand, som vidnet kendte navnet på.

Historien melder ikke noget om, hvorfor den unge mand valgte at stjæle bilen, eller om han var påvirket på den ene eller anden måde. Men ud over sigtelsen om tyveri af bilen blev han også sigtet for at køre rundt uden kørekort. Det er han nemlig blevet frakendt. Manden er i øvrigt kendt af politiet.

Bilen var der ikke sket noget med, så den kunne pizzeriaejeren selv køre hjem igen.