Ung kvinde bidt i kindbenet på diskotek

​En 19-årig kvinde havde en meget ubehagelig oplevelse i byen.

Det skete på et diskotek i Skive. Arkivfoto.
Det skete på et diskotek i Skive. Arkivfoto.
Foto: Scanpix / Iris

I en sag om vold blev en 19-årig kvinde lørdag morgen klokken fem bidt i kindbenet.

Hun var på et diskotek, hvor hun tidligere havde mødt en ung mand, som hun havde kysset med.

Klokken fem i lørdags stod hun så i rygerrummet på diskoteket, da en for hende fremmed ung kvinde vinkede hende over. Musikken var høj, så hun kunne ikke høre, hvad der blev sagt, så hun lænede sig frem.

- Her bider den fremmede unge kvinde sig så fat i den 19-åriges kindben med blodudtrækning til følge, fortæller Niels Bach fra Skive Politi.

Det viste sig, at kvinden der bed havde været i et forhold med den unge mand, som den 19-årige tidligere havde kysset med.

- Sagen er oprettet som vold, fordi bid hører ind under voldsparagraffens termer. VI har en god idé om, hvem den pågældende kvinde er, så hende tager vi fat i, siger Niels Bach. 

Sagen blev anmeldt i går, mandag, og politiet er nu igang med at efterforske.