Ung hasarderet bilist fanget i Skive
En 26-årig mand blev i går anholdt i Skive efter flere henvendelser fra borgere om hasarderet kørsel. En test viste at manden var påvirket af narko.
Klokken 20:00 torsdag pågreb Skive politi en 26-årig mand efter flere henvendelser fra borgere om meget uansvarlig kørsel fra en bilist i Skive midtby.
- Vi får henvendelser fra bekymrede borgere om en hvid BMW 335, der kører meget hasarderet rundt i Skive midtby. Derfor sender vi en patrulje ud for at standse bilen, siger Niels Bach, der er politiassistent ved Skive Politi.
Da politiet standser den 26-årige, vælger patruljen at foretage en narkometertest på manden. Testen viste udslag for narko, oplyser politiassistenten. Derfor blev der efterfølgende taget en blodprøve, som nu er sendt til retsmedicinsk institut til analyse.
- Hvis blodprøven også viser tegn på narko, er normal praksis en frakendelse af førerretten i tre år, siger Niels Bach.
Han roser dog de vågne borgere, der henvendte sig til politiet, så den 26-årige kunne blive pågrebet.
- Vi er glade for, at befolkningen er vågne og hjælper os i sager som denne, siger Niels Bach.