'Umenneskeligt': Spastiker kritiserer Skive Kommune for håndtering af hjælpeordning

Kommunen er strikse og stramme i deres måde at gøre tingene på, mener lokalformanden for Dansk Handicapforbund.

Mikkel Hansen føler, at han ikke kan leve sit liv fuldt ud, som ordningen er nu.
Mikkel Hansen føler, at han ikke kan leve sit liv fuldt ud, som ordningen er nu.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Det er svært at få den rette hjælp til sit handicap, hvis man har brug for at benytte BPA-ordningen i Skive Kommune.

Sådan lyder kritikken fra Mikkel Hansen, der er spastisk lammet og bor i Skive. Også Dansk Handicapforbund bakker op om kritikken.

Mikkel Hansen sidder i kørestol, og han har brug for hjælp til næsten alt i sin hverdag.

- Jeg har brug for hjælp til at komme op af sengen, komme i bad, at få tøj, at få fundet og lavet mad, fortæller Mikkel Hansen. 

Mikkel Hansen er tildelt 7 timer og 55 minutters hjælp dagligt gennem BPA-ordningen, og det er alt for lidt, mener han.

- Jeg skal leve 24 timer på 7 timer og 55 minutter, siger han.

Derfor får han hjælp af nabo, når hans hjælpere er gået hjem. Og ifølge Mikkel Hansen og naboen, er det nødvendigt med den ekstra hjælp flere gange dagligt.

- Jeg vil nærmest sige, at det er umenneskeligt. Det er måske et stærkt ord, men det er derhen af.

Dansk Handicapforbund bakker op

Formålet med BPA-ordningen er, at personer med et fysisk eller psykisk handicap kan leve et så normalt liv som muligt, og gerne i eget hjem.

Men spørger man Dansk Handicapforbund så lever Skive Kommune ikke op til den forpligtelse.

John Sørensen er lokalformand i Skive og Viborg for Dansk Handicapforbund.
John Sørensen er lokalformand i Skive og Viborg for Dansk Handicapforbund.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

- Det er et generelt problem, fortæller John Sørensen, der er lokalformand hos Dansk Handicapforbund.

Det drejer sig både om problemer med udmålingen af BPA-en, men også med den måde hvorpå BPA-tiden udmåles på.

- Vi synes, at de er meget strikse på den måde, de gør det på. De er rimelig stramme, og det går jo udover dem, der har BPA-ordningen, for de er jo helt afhængige af ordningen, for det er jo livskvalitet for dem, siger lokalformanden.

Skive Kommune vil ikke kommentere på sagen

TV MIDTVEST har henvendt sig til relevante personer fra Skive Kommune, men de har enten ikke ønsket at stille op til interview eller undladt at vende tilbage. 

Niels Ole D. Nielsen der er formand for Social-, Sundheds- og Forebyggelsesudvalget i Skive Kommune, og han fortæller, at han ikke vil kommentere på personsager.

Da TV MIDTVEST fortæller ham, at Dansk Handicapforbund rejser en generel kritik af kommunens håndtering af sagen, henviser han til Skive Kommunes socialchef Heidi Becker-Rasmussen.

Via en mail har forvaltningen oplyst, at de ikke har haft mulighed for at stille op til interview. Socialchef har dog efterfølgende taget kontakt til TV MIDTVEST, og har sagt ja til at stille op til interview.

Hun fortæller blandt andet, at kommunen har været ved at gå alle BPA-ordninger i kommunen igennem, og det kan være grunden til utilfredsheden.

Mikkel Hansen vil ikke bare acceptere Skive Kommunes beslutning.

- Jeg mener, at jeg har så mange ressourcer, og så meget at leve for, at jeg mener, at jeg skal have mulighed for at udfolde mit liv, siger han.