Uenighed om afskaffelse af AT i gymnasiet

Regeringen vil gerne have Almen Studieforberedelse (AT) afskaffet, men det giver kritik i Skive.

at

I 2. G på Skive Gymnasium har Julie Lund og Anne Frederiksen AT-vejledning. De laver et projekt i både dansk og psykologi.

- Det der med, at man skal have begge fag med og så få dem til at hænge sammen, det er anderledes, end man plejer, Men nogle gange er det svært at finde ud af, hvad meningen med det er, og hvad man skal. Vores lærere har alle sammen meget forskellige tanker om, hvordan det skal være. Det kan godt være lidt svært, siger Julie Lund.

 

Det tværfaglige fag AT er måske snart fortid. I oplægget til en ny gymnasiereform foreslår regeringen, at AT-faget helt skal afskaffes.

- Når man gerne vil have noget, så er man jo også nødt til at fjerne noget og det er årsagen til, at vi vælger at fjerne AT, lyder det fra Anni Matthiesen (V), der er uddannelsesordfører.

 

Forkortelsen, AT, står for Almen Studieforberedelse. Det blev indført efter gymnasiereformen i 2004. Meningen med AT var, at eleverne skulle arbejde med projekter på tværs af fagene. Men det tager for meget tid fra fordybelsen i de almindelige fag mener regeringen.

 

- Der er eksempler på steder, hvor man har fået det til at køre, men jeg må også bare sige, at der er rigtigt mange steder, hvor man ikke har fået det til at køre endnu,  og hvor man måske også har opgivet. Så jeg håber for elever og læreres skyld, at vi får afskaffet AT, siger Anni Matthiesen.

 

Marianne Mide Michelsen, der er Rektor ved Skive Gymnasium og HF ærgrer sig over, at regeringen vil afskaffe det tværfaglige fag.

- Jeg synes, det er en dårlig idé, at det bliver afskaffet. Det kan godt være, at der skal ske nogle justeringer, men vi er kommet så langt med at få skibet i havn, så jeg synes, det er ærgerligt at kaste alt det, vi har lært, overbord, siger hun.

 

Eleverne på Skive Gymnasie kommer ikke ligefrem til at savne AT.

- Jeg tror ikke selv, at jeg vil savne det. Det her med at det er lidt indviklet og svært, det udfordrer os, men samtidig, så synes jeg også bare tit, at det skaber mere forvirring, end det gavner. Man kunne godt bruge tiden mere fornuftigt, siger Anne Frederiksen.

 

Regeringen lægger op til, at reformen træder i kraft i skoleåret 2017/2018

Partierne mødes tirsdag aften for at diskutere udspillet.