Trods nederlag: Skive sportsdirektør er stolt

Skive tabte i dag og spillede sig selv et skridt væk fra drømmen om oprykning, men sportsdirektøren er stadig stolt over sæsonen

Skive IK
Foto: Michael Lyck Poulsen, TV MIDTVEST

I dag kunne Skive hjemme mod Nykøbing FC sikre sig tredjepladsen i 1. Division, der giver en play off-kamp om oprykning til Superligaen. Dét krævede en hjemmesejr, mens andre resultater skulle falde ud til skibonitternes fordel. Men det var med ryggen mod muren for skibonitterne efter tre nederlag i træk.

Kampen i dag endte med det fjerde af slagsen, 2-3 tabte de til Nykøbing. Dermed er Skive nu nede på en femteplads i tabellen og har mistet muligheden for at sikre sig oprykning ved hjælp af egne resultater.

- Vi har fået en ordentlig mavepuster, så nu skal vi hjem og kigge på tingene og så slutte af med en sejr i næste runde ligemeget hvad, fortæller sportsdirektør Jesper Larsen.

Mens optimismen i forhold til at spille om oprykning i år er næsten væk, så har sæsonen gjort sportsdirektøren stolt.

- Det har været en fantastisk sæson, hvis jeg havde en hat, så havde jeg løftet på den. Alle de drenge her de kæmper hver eneste dag og bliver bedre og bedre. Der er simpelthen så stort et potentiale i dem, siger Jesper Larsen. 

Netop potentialet er hvad der skal kigges på, for penge og rutine er ikke ligefrem, hvad der er mest af på Skive holdet.

- Vi vil stadig have den yngste spillertrup og det mindste budget næste år, men vi kæmper videre. Vi har en masse unge drenge, som har deres første senior år, de kommer stærkt igen næste år, det er jeg sikker på, siger Jesper Larsen

Inden sidste spillerunde har Skive to point op til Helsingør på 3.pladsen.