Trods faldende børnetal: Udvalg freder skoler

Ingen partier ønsker at undersøge mulighederne for skolelukninger nærmere, men dagtilbudsområdet bliver stadig diskuteret.

Eleverne på Fur Sund Skole kan fortsætte efter sommeren 2023.
Eleverne på Fur Sund Skole kan fortsætte efter sommeren 2023.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Forældre til skolesøgende børn i Skive Kommune kan ånde lettet op - for nu.

Politikerne i Børne- og Familieudvalg i Skive Kommune har besluttet at droppe alle planer om skolelukninger og en ændret skolestruktur fra august 2023. 

Det har et flertal bestående af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti besluttet på et møde onsdag.

Mindretallet, bestående af Venstre, har ikke ønsket at se på mulighederne for "eventuel lukning af undervisningssteder," fremgår det af mødereferatet

Samtlige 19 skoler i Skive Kommune er derfor fredet. Der var ellers lagt op til, at fem-syv skoler skulle lukke.

- Selvfølgelig er vi glade. Vi er næsten helt euforiske, siger Ole Nannerup fra Selde i det nordlige Salling nær Fur Sund til Skive Folkeblade om udsigten til at bevare landsbyens skole, Fur Sund Skole.

Usikkerhed om dagtilbudsområdet

Debatten om skolelukninger kom første gang på politikernes dagsorden, da udvalgets medlemmer i foråret godkendte en tids- og procesplan, der skulle klæde politikerne på til at træffe beslutninger om en eventuel ændret struktur for skole- og dagtilbudsområdet fra 2023. 

Baggrunden var blandt andet et faldende børnetal. Ud af kommunens 19 skoler har 7 skoler aktuelt færre end 100 elever.

- Vi tildeler ressourcer pr. elev, og når der er færre elever, så bliver der færre midler, men alle kvadratmeter står der jo stadigvæk, og vi vil gerne bevare den gode kvalitet.

- Jeg kan ikke afvise, at nogle skoler skal lukkes, lød det i juli fra udvalgets formand, Peder Christensen (S).

Nu står det klart, at han sammen med resten af udvalget helt kan afvise skolelukninger. I hvert fald for nu.

På dagtilbudsområdet vil politikerne dog ikke parkere en eventuel beslutning endnu. 

- Børne- og Familieudvalget fortsætter processen med at fremlægge forslag til strukturtilpasning på dagtilbudsområdet, hedder det i referatet fra mødet.

En ændret struktur på dagtilbudsområdet vil efter planen kunne iværksættes i august 2023.