Transportminister ser nærmere på Midt- og Vestjylland

Transportminister Benny Engelbrecht var i dag i Skive for at se nærmere på Rute 34, en vej som der er et stort ønske om bliver udvidet.

Den midt- og vestjyske ønskeseddel er lang, når det gælder bedre infrastruktur. 

Der er eksempelvis motorvejshullet mellem Holstebro og Herning, som både borgere og erhvervsliv meget gerne vil have lukket. En hærvejsmotorvej. Og på ønskesedlen står også Rute 34 mellem Skive og Haderup.

quoteJeg forstår udmærket det ønske, som er her

Benny Engelbrecht, Transportminister, Socialdemokraterne

I dag er strækningen på 15 kilometer en helt almindelige landevej med to spor. Men ønsket er, at den bliver udvidet med endnu et spor, så den bliver en såkaldt 2+1 vej. 

Det betyder, at man kan overhale på dele af strækningen og at der bliver bedre plads til lastbiler. 

- Når vi passerer modkørende trafikanter, så bremser selv vores dygtigste chauffører op for ikke og ramme modpartens sidespejle, forklarer Mikael Madsen, som er direktør hos Stykgodscentret i Skive.

Problemet var næsten løst

Den tidligere regering afsatte faktisk over 1,1 milliard kroner til netop de to projekter - Rute 34 og at lukke motorvejshullet. Men nu er der en ny regering og en ny minister bag rattet. 

Og derfor var han i dag inviteret for at blive overbevist om, at vejen trænger til en opgradering.

- Det at se ting med ens egne øjne er jo som altid det bedste. Og jeg forstår udmærket det ønske som er her, fortæller Transportminister Benny Engelbrecht.

Med på turen var også De Radikales transportordfører Andreas Steenberg, som håber på ministeren vil kigge på vejen.

- Han har i hvert fald fået alle argumenterne med, og det var det det handlede om, fortæller Andreas Steenberg.

Vil ikke love noget

Trods gode argumenter er ministeren ikke overbevist, for der er mange steder i landet, der trængert til ny asfalt.

- Jeg kan ikke love guld og grønne skove, konstaterer Transportminister Benny Engelbrecht.

Flere socialdemokratiske folketingsmedlemmer fra landsdelen har ellers lovet vejbyggerier, der matcher den tidligere regerings løfter.

Hvor forpligtet føler du dig af det?

- Jeg føler mig først og fremmest forpligtet af en ting, og det er at lave et bredt forlig, der peger langt ind i fremtiden, lyder det fra ministeren.

Den nye transportminister Benny Engelbrecht kørte på Skives smalle sti.