Tillidsrepræsentant: Chok for mange

På et fællesmøde blev medarbejderne på Flextronics i dag informeret om, at deres arbejdsplads lukker, og de alle er fyret.

NannyDahl.jpg

De 280 ansatte på Flextronics i Skive skal alle ud og finde nyt arbejde. Elektronik producentens ledelse informerede i dag de ansatte om, at virksomheden lukker

- Da der blev afholdt informationsmøde, var det et chok for mange mennesker. Det har været en rigtig sort og kedelig dag. Mange mennesker har været utrolig kede af det, fortæller Nanny Dahl, der er tillidsrepræsentant på Flextronics.

Medarbejderne fortsætter med deres arbejde indtil årsskiftet, men derefter skal de alle ud i ledighedskøen. Flere bliver ekstra hårdt berørte, da både mand og kone arbejder på samme arbejdsplads.

- Man kan næsten sige sig selv, at der er en dårlig stemning. Det her er jo ikke et område, hvor der er masser af arbejdspladser, og hvor man bare kan søge noget andet arbejde. Det er svært at finde noget nyt her i udkants Danmark, siger Nanny Dahl.

De næste dage skal hun snakke med alle de fyrede medarbejdere og prøve at arrangere uddannelse og kursustilbud til hendes kollegaer.