Tidligere bilforhandler og revisionsfirma i retten for momsunddragelse

En tidligere brugtvognsforhandler og hans revisor skal tirsdag i retten. De begge er tiltalt for at have unddraget momsbetaling for 10,8 millioner kroner, men bilforhandleren nægter sig skyldig.

Retten i Viborg skal i denne uge afgøre om der skal uddeles bøde til en tidligere brugtvognsforhandler og et revisionsfirma for momsunddragelse i millionklassen.
Retten i Viborg skal i denne uge afgøre om der skal uddeles bøde til en tidligere brugtvognsforhandler og et revisionsfirma for momsunddragelse i millionklassen.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En sag om millioner kommer tirsdag for Retten i Viborg. 

Her er en tidligere bilforhandler fra Skiveegnen og hans revisionsfirma tiltalt for sammen at unddrage staten afgifter for 10,8 millioner kroner. 

Ifølge anklageskriftet har bilforhandleren gjort sig skyldig i grov uagtsom overtrædelse af momslovens §81, fordi forhandleren og hans revisionsfirma ikke har oplyst Skat om et beløb på 10,8 millioner kroner.

Ved ikke at indgive beløbet er forhandleren sluppet for at betale moms. 

- Der er ingen uenighed om beløbet, der skal betales i moms. Men vi er uenige om, hvorvidt de burde have vidst bedre, siger specialanklager Gorm Søgaard Lund.

- Det er dumt, det de har gjort, og vi (anklagemyndigheden, red.) mener jo, at det er dumt, at der er tale om grov uagtsomhed, siger anklageren forud for sagens retssag.

Nægter sig skyldig

Den tidligere brugtvognsforhandlers forsvarsadvokat, Diana Mønniche Eriksen fra firmaet Bachmann og partners, mener ikke, at hendes klient har gjort noget forkert.

- Han nægter sig skyldig.

- Anklageren mener, min klient burde have kendt reglerne bedre, men jeg mener kort fortalt, at revisoren burde have kendt bedre til reglerne, siger Diana Mønniche Eriksen.

Dansk Revision Skive oplyser, at man ikke har nogle kommentarer forud for sagen.

Anklager Gorm Søgaard Lund har krævet en bødestraf til bilforhandleren og revisionsfirmaet. 

Der ventes at være afsluttende procedure i sagen onsdag, men først en dom i den efterfølgende uge.