Taskerøveri: 83-årig kvinde væltet omkuld

To kvinder stjal her til eftermiddag en taske fra en ældre kvinde i Skive. Den ældre kvinde blev skubbet omkuld under røveriet. Hun er indlagt på Viborg Sygehus, hvor hun bliver undersøgt for brud på ryggen.

Skive.jpg

En kvinde på 83 år fik her til eftermiddag frarøvet sin taske i Skive. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Den ældre kvinde blev væltet omkuld i Thorupsgade af to kvinder på mellem 20 og 30 år, inden de flygtede i løb mod Thomsensgade. Overfaldet skete udenfor den 83-åriges bopæl, hvor hun bor i en beskyttet ældre bolig.

Den forurettede, ældre kvinde er blevet indlagt på Viborg Sygehus, hvor hun bliver undersøgt for et brud på ryggen.

Politiet efterlyser to unge kvinder

De to kvinder har udenlandsk udseende og talte et gebrokkent dansk. De er begge mellem 20 og 30 år og bar mørkt tøj. Politiet efterlyser de to unge kvinder og vil gerne høre fra vidner, der har set overfaldet på telefonnummer 1-1-4.

 

dameroever.jpg