Tarok bliver vartegn for Skive Trav

Tarok har været den største succes i Skive Trav's 60-årige historie. Derfor bliver den legendariske hest nu vartegn for Skive Trav.

tarok-01.jpg

En granit-skulptur af Tarok afsløres mandag d. 22 juni mellem 2. og 3. løb. Skulpturen er blevet til i Østen, hvor man har arbejdet med skulpturen i næsten 4.000 timer. 

Tarok blev født i 1972 og opdrætteren var Karl Ingvard Laursen fra Stald Kima. Den røde hingst med den dejlige udstråling vandt i sin glorværdige karriere næsten alt, hvad der var værd at vinde og hele 111 sejre i 156 starter taler sit eget tydelige sprog om hestens store kvaliteter. Mere en 2,8 mio. kr. blev det til for Tarok, der for alvor satte Skive Trav og dansk travsport på landkortet.

”Dannebrog på fire ben”, som Tarok blev kaldt, døde af en alvorlig sygdom den 30. januar 1981 kun 9 år gammel.