Svend leverer østers til kongehuset: - Vi er utroligt stolte

14. januar 2021 har dronningen siddet på tronen i 50 år. Hos hofleverandør Glyngøre Shellfish er man stolte over kongehuset.

Det er 15 år siden, at Glyngøre Shellfish begyndte at levere fisk og skaldyr til kongehuset, og på dronningens fødselsdag 16. april i år fik virksomheden så den ære, at den kan kalde sig for kongelig hofleverandør.

- Det er vi utroligt stolte og beærerede over, siger direktør Svend Søe Bonde og fortsætter:

- Det er noget, man skal gøre sig fortjent til. Man skal være vedholdende over tid. Det skal man virkelig mene, hvis man skal det.

Det er blandt andet østers som denne, virksomheden leverer til kongehuset.
Det er blandt andet østers som denne, virksomheden leverer til kongehuset.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Der findes i dag 102 danske hofleverandører og fem udenlandske, så det er ikke en stor klub, som Glyngøre Shellfish er medlem af.

Derfor har virksomheden også sendt en hilsen til dronningen i anledningen af, at hun nu har siddet på tronen i 50 år.

- Vi er utroligt stolte sammen med kongeriget, siger direktøren.

Han fortæller, at eftersom de fik udnævnelsen i coronaperioden, så har det svært at se, om titlen har betydet noget på bundlinjen. Men det er heller ikke det vigtigste, lyder det.

- Vi har noget, vi skal leve op til for evigt og altid. Det gør vi også. Vi passer vores ting og udvikler os. Vi er gode til det, vi gør.