Sukkersyge formentlig årsag til ulykke

En person er fløjet med lægehelikopter til Skejby efter ulykke ved Skive mandag eftermiddag.

Sukkersyge kan have været en væsentlig årsag til den ulykke, der skete på ringvejen ved Skive her til eftermiddag. Det mener politiet.

Ved 15-tiden kørte en varevogn over i modsatte vejbane på ringvejen i Skive. Her kørte den frontalt ind i en modkørende personbil.

- Inden ulykken fik vi meldinger om en varevogn, der slingrede meget på vejen. Vi mistænker, at chaufføren har fået et ildebefindende på grund af sukkersyge og derved er kommet over i modsatte vejbane, fortæller vagtchef, Jens Claumarch, Midt- og Vestjyllands Politi.

Føreren af personbilen, en yngre mand, er overført til Skejby med lægehelikopter. Føreren af varebilen er blevet kørt med ambulance til sygehuset i Viborg.

Ulykken var så voldsom, så motoren i personbilen rev sig løs og landede uden for bilen.

Ringvejen er foreløbigt spærret på ubestemt tid, så længe oprydningen er i gang.

 


Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien 112.