Regionshospitalet Skive var tirsdag uden strøm. Det oplyser Hospitalsenhed Midt til TV MIDTVEST. I et skriftligt svar lyder det:
- Når strømmen går, går vi direkte på nødgenerator. Og det gjorde vi også i Skive i dag. Når strømmen kommer igen, slukker nødgeneratoren af sig selv, og systemet skal gå tilbage på det almindelige net. Det gjorde det ikke i dag i første forsøg, og derfor var vi uden strøm i 10 minutter, da strømmen fra Eniig kom tilbage, lyder det blandt andet.
Skive Folkeblad har talt med en mandlig patient, der skulle røntgenfotograferes. Han måtte vente i halvanden time. Til det er forklaringen fra hospitalet:
- Det kan tage tid for et stort apparatur at starte op igen, når strømmen har været væk – også selvom strømsvigtet kun var ti minutter. Det forklarer, at der var lidt ventetid på røntgen omkring middagstid.
Derudover har det ifølge Hospitalsenhed Midt ikke påvirket dagens dont i Skive. Alt fungerer igen, som det skal.