Gårdbrand ved Lihme - røgen kunne ses flere kilometer væk

En nedlagt landbrugsejendom i Brodal ved Lihme er nærmest totalt udbrændt. Røgsøjlen kunne ses helt fra Skive.

Det er begge gårdens staldlænger, som er gået tabt i flammer.
Det er begge gårdens staldlænger, som er gået tabt i flammer.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Nordvestjyllands Brandvæsen fik søndag kl. 15:07 en anmeldelse om en gårdbrand i Brodal ved Lihme. Da de ankommer, er der kraftig ild i de to udlænger på en nedlagt landbrugsejendom.

Meldingen gik oprindeligt på, at husdyr kunne være i fare i forbindelse med branden. Heldigvis var det ikke tilfældet, forklarer indsatsleder Jan Nygaard Christensen.

- Der har ingen personer været i fare, og ejernes fire heste var enten ude på marken eller ude at ride, siger han.

Bygningens ståltag er næsten kollapset. Heldigvis var der ingen dyr derinde.
Bygningens ståltag er næsten kollapset. Heldigvis var der ingen dyr derinde.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

Ifølge ham var branden ret voldsom, da brandvæsnet ankom. Røgsøjlen kunne ses flere kilometer væk, men den er nu under kontrol. Samtlige udbygninger var totalt overtændte, men det lykkedes med nød og næppe at redde stuehuset.

- Vinden stod på et tidspunkt direkte mod stuehuset, så vi fik gnister og røg den vej. Så vi koncentrerede os om at redde det, siger indsatslederen.

Nordvestjyllands Brandvæsen har flere slukningskøretøjer på stedet.
Nordvestjyllands Brandvæsen har flere slukningskøretøjer på stedet.
Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

I alt har 18 brandfolk været med til slukningsarbejdet. Det er cirka dobbelt så mange som ved en normal bygningsbrand. Der blev også tilkaldt en tankvogn fra Vinderup og en ekstra fra Skive.

- Branden er nu fuldstændig under kontrol, men vi bliver ved med at efterslukke tre til fire timer endnu, siger Jan Nygaard Christensen.