Stor brand på maskinstation i Højslev - efterslukningen kommer til at tage timer

Nordvestjyllands Brandvæsen fik ilden under kontrol på halvanden time, men et langt efterslukningsrabejde venter.

En stor brand har fredag aften ramt en maskinstation på Vasehøjvej i Højslev. Det oplyser indsatsleder Jan Nygaard Christensen fra Nordvestjyllands Brandvæsen.

Brandvæsenet fik en melding om branden klokken 18.19, og da de nåede frem, var der kraftig ild.

Det viste sig, at der var gået ild i et hjørne i en stor hal, hvor der opbevares halm og solsikkekerner for et nærliggende biogasanlæg.

Efter halvanden times brandslukningsarbejde fik Nordvestjyllands Brandvæsen branden under kontrol.

- Vi har slået branden ned nu, men vi er i gang med et større efterslukningsarbejde. Så vi skal have kørt halm fra hallen og ud på nogle marker for at slukke efter, fortæller indsatslederen.

Det arbejder forventer han dog kommer til at tage flere timer.

Ilden har nemlig haft fat i mange halmballer, og de skal køres ud på en mark for at efterslukkes.

- Det tager lang tid at køre bigballer med gummiged ud på marken. Vi bruger to gummigeder og en teleskoplæsser, men der er mange ture frem og tilbage, siger Jan Nygaard Christensen.

Til sluknings- og efterslukningsarbejdet har der været behov for meget mandskab. Således har al disponibelt mandskab fra Skive været på stedet, ligesom indsatslederen har været assisteret af to tankvogne fra henholdsvis Skive og Stoholm, fordi han ville sikre sig, at der var vand nok, da branden stod på sit højeste.

Brandårsagen kendes ikke endnu. Den skal politiet undersøge for at se, om de kan finde frem til.