Stjal værktøj for en million: Tyve fik over to års fængsel for en lang række indbrud i varevogne

To mænd og en kvinde er blevet dømt for adskillige tyverier. Den ene anker, mens de andre har bedt om betænkningstid.

Retten Viborg
Foto: Camilla Schiøler, TV MIDTVEST

To år og tre måneders fængsel og en udvisningsdom.

Sådan lød dommen over 57-årige Mariusz Andrzej Skrzypek, 31-årige Jaroslaw Tomasz Tkaczuk og 26-årige Monika Andzelika Studzinska i Retten i Viborg mandag eftermiddag, da de tre blev dømt skyldige i hele 40 forskellige forhold, hvoraf de fleste drejede sig om tyveri fra varebiler begået i flere forskellige jyske byer, herunder i områder omkring Viborg og Skive.

Ifølge anklagemyndigheden er der blevet stjålet ting fra varebiler til en samlet værdi af op mod en million kroner.

Derudover er den ene af de tre samtidigt blevet dømt for at have været i besiddelse af en kniv.

Indrejseforbud for bestandigt

De tre personer kom til Danmark 9. september 2020, og herefter skete indbruddene frem til 18. september samme år, hvor alle blev taget på frisk gerning på en villavej i Nørre Søby ved Skive.

Da alle tre dømte er polske statsborgere blev de udover fængselsstraffen også idømt udvisning af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.

- Jeg er meget tilfreds med dommen, som jo tydeligt viser, at vi i Danmark ikke ønsker besøg fra udlændinge, der kun kommer hertil for at begå kriminalitet. Det bliver der altså slået hårdt ned på, siger Stinne Ørving Jensen, der er anklager hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Kvinden sad i bilen

De tre blev grebet på fersk gerning, da politiet havde fået et tip fra en borger, der havde set en polsk VW-Touran blive parkeret på villavejen i Nørre Søby, hvor to maskerede mænd i mørkt tøj havde forladt den.

Da politiet ankom til stedet, mødte de 26-årige Monika Andzelika Studzinska i bilen. Hun havde svært ved at fortælle, hvad hun havde lavet den aften, og hun blev derfor anholdt og ført ind på bagsædet i politibilen, så hun kunne blive afhørt yderligere.

Patruljen blev i området, og kort efter kom de to mænd løbende tilbage. Her blev de også sigtet og anholdt. Begge havde flere genstande på sig, der kunne bruges til at begå indbrud. Herunder en hammer, gummihandsker, en pladesaks, skruetrækkere, en skævbider og lommelygter.

Efterfølgende kunne en hundepatrulje opsnuse flere nyligt begåede indbrud i varebiler i nærområdet.

Professionelt tilrettelagt

De tre personer havde indtil dommen siddet varetægtsfængslet siden september, og den tid havde politiet brugt på at se nærmere på en lang række lignende sager om tyveri fra varebiler, der blev sat i forbindelse med trioen.

- Det er min klare opfattelse, at de tre personers kriminelle arbejde har været meget professionelt tilrettelagt. Siden de kom til Danmark den 9. september, og frem til de bliver anholdt d. 18. september, har de begået en lang række indbrud og tyverier fra varebiler i flere forskellige byer, som passer med deres færden. Så det er godt, vi nu har fået dem stoppet, siger Stinne Ørving Jensen.

Den ene af de dømte, den 57-årige mand, har valgt at anke dommen, mens de to øvrige har udbedt sig betænkningstid.