Stjal fire Daim: Nu fængslet i fire uger

En 25-årig mand fra Skive er mandag blevet varetægtsfængslet for trusler mod et vidne og trusler mod politiet.

Politiærme og håndjern
Foto: Flemming Christensen

Søndag morgen tog den 25-årige mand fire Daim-chokolader i Q8-kiosken på Sdr. Boulevard i Skive, hvorefter han forlod stedet uden at betale. En ansat overværede tyveriet og satte efter ham. Her opdagede den 25-årige, at han blev forfulgt, og flere gange vendte han sig om mod Q8-medarbejderen og truede med at smadre ham – blandt andet med en større  gren og en sten.

Med sin telefon ved hånden og politiet i øret fulgte medarbejderen efter den 25-årige, indtil han nåede sin bopæl. Her truede han med et metalbordben, inden politiet nåede frem til adressen, hvor han i narkopåvirket tilstand blev anholdt. I dag blev han så varetægtsfængslet og sigtet for trusler mod vidne, trusler mod politi og for røveri.

- Han er blevet varetægtsfængslet, fordi vi frygter, at han kunne finde på at begge lignende kriminalitet. Derudover er vi bekymret på vidnets vegne (Q8-medarbejderen), fordi den 25-årige truede sig gennem hele hændelsesforløbet – både verbalt og med flere genstande, fortæller, politiassistent ved Skive Politi, Niels Bach.

Straffen for at true politi og vidner kan løbe op i otte års fængsel.