Stak af fra politiet - og fik sin bil beslaglagt

Det lykkedes i første omgang for en 18-årig mand fra Skive at stikke af fra ordensmagten - men betjentene fandt frem til ham alligevel.

En ung mand fra Skive havde ikke den store lyst til at samarbejde, da en af færdselspolitiets patruljer fredag aften ville have en snak med ham.

Patruljen blev opmærksom på den unge mand, fordi han med to andre unge i bilen kørte med høj hastighed på Folmentoftvej sydvest for Skive - men i stedet for at køre ind til siden valgte den 18-årige at trykke på speederen og køre fra stedet.

- Vi sendte flere patruljer efter bilen, som kørte meget hasarderet ind mod Skive. Det sluttede på et grønt areal ved Gefionsvej, hvor personerne løb fra stedet, fortæller vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi, Anders Olesen.

Betjentene skulle dog hurtigt få opklaret, hvem der havde siddet bag rattet under den hasarderede kørsel. De fandt ud af, at bilens ejer - en 18-årig mand - boede i nærheden, og da de aflagde ham et besøg, erkendte han, at det var ham, der havde kørt bilen.

- Det viser, at det ikke kan betale sig at køre fra politiet. Vi skal nok finde frem til dem alligevel, siger vagtchefen.

Erkendelsen endte med at blive dyr for den 18-årige bilist. Ud over flere sigtelser for at overtræde færdselsloven endte han også med at få beslaglagt sin bil.

Det viste sig nemlig, at han ikke har et kørekort - og at han to gange tidligere er blevet taget i at køre bil alligevel. Og når det sker den tredje gang, kan ordensmagten beslaglægge bilen.


Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien 112.