Sparbank fusionerer med Spar Nord

Skive-bank fusioner og fortsætter under navnet Spar Nord. - Rettidig omhu, siger direktøren. 100 medarbejdere skal afskediges.

180812_2Bankfusion.jpg

Sparbank med hovedsæde i Skive slår sig sammen med Spar Nord fra Aalborg.

De to banker meddeler tirsdag formiddag, at de har planer om at fusionere. Den nye bank fortsætter under navnet Spar Nord og får også hovedsæde i Aalborg.

Fusionen kommer efter en svær periode for Skive-banken, som i 2011 fik et underskud på 236 millioner efter skat.

100 færrre medarbejdere

- På lang sigt er vi bedst tjent med at fusionere til en større enhed, så jeg betragter det her som et udtryk for rettidig omhu, siger administrerende direktør i Sparbank, Bent Jensen.

Fusionen skal godkendes på generalforsamlinger i de to banker i begyndelsen af november. Herefter er der lagt op til, at i alt 100 medarbejdere i den sammenlagte bank skal afskediges.

Den nye bank får efter fusionen 90 filialer og 320.000 kunder. Bankerne har filial-sammenfald i fem byer - efter fusionen vil den nye ledelse tage stilling til, hvilke afdelinger der skal fortsætte.

Har tidligere luftet muligheden for fusion

Fusionen kommer ikke som den helt store overraskelse i finanskredse. Topchefen i Spar Nord har tidligere luftet muligheden for at vokse sig større gennem en fusion med eller overtagelse af Sparbank.

Bent Jensen siger, at målet med fusionen er at skabe "en stærk markedsposition i Nordjylland, Midt- og Vestjylland og en lang række større byer i det øvrige Danmark".