Soldater er en mangelvare: Turbo-uddannelse i Skive skal løse problemet

En ny uddannelse forkorter tiden, det tager at blive professionel soldat. Det skal løse personalemanglen i militæret.

3:13
Martin Vinther Nielsen, kaptajn på Skive Kaserne, har stået i spidsen for at planlægge den nye, forkortede uddannelse.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Med Ruslands invasion af Ukraine er debatten om det danske forsvar for alvor blusset op igen. Man mangler både bedre udstyr og flere soldater. Det sidste prøver de nu at løse i Skive.

I stedet for at bruge 12 måneder skal man nu kunne nøjes med 9, hvis man vil være professionel soldat. 

For i Skive skaber man en uddannelse for dem, der ved, at de vil fortsætte i militæret, allerede når de søger ind som værnepligtige.

Som det er en nu, skal man først tage sin værnepligt, og så kan man søge videre som for eksempel konstabel.

Men nu opdateres konstabel-uddannelsen, så soldaterspirerne kan komme hurtigere igennem.

- Der sker meget rundt omkring i verden. Derfor har vi et ønske om at se, om vi kan rekruttere endnu flere soldater til at blive en del af det danske forsvar, siger Martin Vinther Nielsen.

Kortere uddannelse – samme kvalitet?

Martin Vinther Nielsen er kaptajn ved Ingeniørregimentet i Skive og har haft ansvaret for at planlægge den nye uddannelse til konstabel.

I dag tager det et år at blive konstabel, fordi man først skal tage fire måneders værnepligt og så efterfølgende bruge otte måneder på at blive konstabel.

Nu kan man så tage det hele i en samlet pakke på ni måneder. Her får man den de samme førere og de samme soldaterkammerater hele vejen igennem. Samtidig kan man se frem til at få elevløn under uddannelse.

- Det er klart, at når man går fra 12 til 9 måneder, skal man optimere 3 måneder, så selvfølgelig risikerer man, at noget går tabt. Men vi tror også på, at vi kan køre det i et samlet forløb, vinder vi også noget. Vi forventer i bund og grund, det bliver den samme kvalitet, uanset om det varer 12 eller 9 måneder, siger Martin Vinther Nielsen.

Værnepligtig: En meget god idé

Idéen om at forkorte vejen til at blive professionel soldat bliver umiddelbart taget fint imod hos 20-årige Ibrahim Özbek, der netop har afsluttet værnepligten i Skive

- Umiddelbart lyder det som en meget god idé.

- Man får et job efter 9 måneder i stedet for at skulle vente 12. Det lyder meget attraktivt, siger 20-årige Ibrahim Özbek.

Ibrahim Özbek bor i Aarhus og læser lige nu på en ingeniøruddannelse på universitetet. 

Og til sommer vil han så gøre op med sig selv, om han skal fortsætte ad den militære vej i Skive. Lige nu kunne han godt se sig selv bruge fem år i militæret.

For ham kunne det godt have været tillokkende at tage en kombineret værnepligt og elevuddannelse, men han ville omvendt ikke undvære det hold værnepligtige, han har været sammen med.

Minder om forlænget værnepligt

Netop værnepligten er noget af det, der politisk har været diskuteret.

Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen har til DR blandt andet åbnet for at forlænge værnepligten.

- Det handler om at få skruet op for både antallet, men også for længden på værnepligten, så vi uddanner soldater, der kan noget mere, når de bliver hjemsendt, sagde han i juni til DR.

Ibrahim Özbek har netop afsluttet sin værnepligt i Skive og synes, at den nye konstabel-uddannelse er en god idé.
Ibrahim Özbek har netop afsluttet sin værnepligt i Skive og synes, at den nye konstabel-uddannelse er en god idé.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Og på mange måder vil indholdet af den nye uddannelse nok også minde, om dengang værnepligten var længere. Det medgiver kaptajn Martin Vinther Nielsen.

Men den nye uddannelse i Skive er ikke et forsøg på at komme en eventuel længere værnepligt i forkøbet. 

Hvis værnepligten forlænges, kan det dog vise sig at være en fordel for Skive, at man har en uddannelse til konstabel, mener han.

- Der er ingen tvivl om, at det kan også give os nogle erfaringer, vi kan drage nytte af, siger Martin Vinther Nielsen.

Lige nu er der oprettet 50 pladser i Skive og 50 pladser i Oksbøl, men fordi interessen for at blive konstabel-elev i Skive har været så stor, håber man at kunne udvide til 70 pladser.