Skives borgmester er tilbage: Jeg er taknemmelig

Han var indlagt i 168 dage, inden han kom hjem. Nu er han så tilbage på jobbet som borgmester.

1:12
Hør Peder Christian Kirkegaard fortælle om, hvordan det er at være tilbage.

Vi skal helt tilbage til oktober, siden Peder Christian Kirkegaard sidst sad på borgmesterkontoret i Skive.

Der blev han sygemeldt med akut nervebetændelse, der lammede hans ben. Siden har han været i gang med genoptræning, og han måtte da også føre valgkamp i en kørestol til kommunalvalget i november.

Men nu er han tilbage på rådhuset i Skive.

- Det er skønt at komme tilbage igen. Det har jeg glædet mig rigtigt meget til. Det er dejligt at kunne komme i gang igen. På en eller anden måde så er det en stor dag. Jeg er taknemmelig over, at det er lykkedes at komme så langt med min genoptræning, fortæller Peder Christian Kirkegaard.

Peder Christian Kirkegaard ankommer til rådhuset.
Peder Christian Kirkegaard ankommer til rådhuset.
Foto: Jesper Hejlskov Thomsen, TV MIDTVEST

Stadig med stok

Under hans sygemelding har hans konkurrent til valget, socialdemokraten Peder Christensen, været fungerende borgmester i Skive Kommune.

Men selvom fysikken endnu ikke er helt på plads, så føler Peder Christian Kirkegaard sig klar til at tage sin plads tilbage. Også selvom han ankom til rådhuset med en stok.

- Selvfølgelig er det lidt med fysikken endnu, altså jeg kommer ikke til at svæve henover gulvene her de første dage, men det er sådan, jeg udelukkende kun skal bruge en stok, så jeg håber, at jeg kan bygge videre på det over de kommende måneder og forhåbentligt blive helt fit for fight igen. Men selvfølgelig vil det sidste tage lidt tid, forklarer han.

2:20
 
0:45
TV MIDTVEST besøgte Peder Christian Kirkegaard under hans sygdomsforløb.