Skive-virksomhed leverer klimaanlæg til nødhospitaler: Har fået et års ordrer på bare én måned

På Dantherm i Skive har de mere end almindeligt travlt. Et nyt aftenhold er sat ind for at følge med den store efterspørgsel på klimaanlæg.

Dantherm-direktør, Bjarke Brøns, har i en svær tid alligevel meget at smile ad. Virksomheden sælger nemlig klimaanlæg som aldrig før.
Dantherm-direktør, Bjarke Brøns, har i en svær tid alligevel meget at smile ad. Virksomheden sælger nemlig klimaanlæg som aldrig før.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I disse coronatider er mange som bekendt sendt hjem fra arbejde, og rigtig mange produktionsvirksomheder ligger stille hen. Men sådan er det ikke på Dantherm i Skive. Faktisk har coronaen givet ekstra travlhed. Virksomheden producerer nemlig blandt andet klimaanlæg, der nu og her kan bruges til de mange midlertidige hospitaler, der lige nu er brug for verden over.

- Vi har mere end tredive års erfaring indenfor det her område, og derfor kan vi levere produkter af meget høj kvalitet, forklarer Dantherms direktør, Bjarke Brøns.

På bare én måned har virksomheden fået ordrer, der svarer til et helt år. På grund af den store efterspørgsel har Skive-virksomheden derfor tømt deres lager, sat et ekstra aftenhold ind med i alt fire medarbejdere og bestilt et nyt parti komponenter hjem, så de kan fortsætte produktionen i nogle måneder frem.

Nyt aftenhold sat ind

Anne Bente Pedersen er på 21. år montør på fabrikken i Skive, så på mange måder er jobbet en rutine. Og så alligevel ikke.

- Jeg laver det, jeg plejer at lave, men jeg er kommet på aftenholdet, fordi verden ser ud, som den gør, fortæller montøren.

Anne Bente Pedersen og hendes kollegaer arbejder i døgndrift på at følge med den store efterspørgsel.
Anne Bente Pedersen og hendes kollegaer arbejder i døgndrift på at følge med den store efterspørgsel.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Og at verden ser anderledes ud, kan de i den grad mærke hos Skivevirksomheden.

- På trods af den ulykkelige situation, verden står i, så har vi nogle produkter, der er meget efterspurgt, og det er vi selvfølgelig glade for, lyder det fra Dantherm-direktør, Bjarke Brøns.

På det nyoprettede aftenhold producerer de køle- og opvarmningsanlæg til nødhospitaler fra Sverige i nord til Nairobi i syd. Virksomheden i Skive har en ordrebeholdning på 350 enheder – klimaanlæggene koster fra 60.000 til 110.000 kroner stykket, og indtil nu har virksomheden solgt 100 anlæg under coronakrisen.

- Jeg tror alle er kede af den situation, vi står i. Men vi er da glade for, at vi har nogle produkter, som efterspørges i den her tid og som kan bidrage og hjælpe, lyder det fra direktøren.

På rullebåndet er endnu et anlæg fra Anne Bente Pedersens hånd snart klar til at ryge ud ad døren. Klar til at hjælpe ude i den store verden.

Det er klimanlæg som dette, der lige nu bliver solgt ud til nødhospitaler i hele verden.
Det er klimanlæg som dette, der lige nu bliver solgt ud til nødhospitaler i hele verden.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Det har jeg det rigtig fint med. Så giver ens arbejde jo mening, slutter hun.

Det øgede salg og produktion af anlæg til nødhospitaler kompenserer i et vist omfang for andre områder, hvor virksomheden har oplevet nedgang – en nedgang, der skyldes coronakrisen.