Skive tager imod Brøndby IF i pokalturneringen

Få overblikket over 16.-delsfinalerne i pokalturneringen her.

1. divisionsklubben Skive IK kan formentlig se frem til masser af tilskuere på stadion i næste runde af fodboldens pokalturnering, Sydbank Pokalen. 

Lodtrækningen magede det nemlig således, at Skive skal møde Brøndby IF på hjemmebane i pokalturneringens 16.-delsfinaler. De mangedobbelte danske mestre fra den københavnske vestegn er traditionelt en klub, der trækker mange tilskuere, og dertil kommer, at klubben har en stor jysk fanskare.

Brøndby tabte i maj dette års pokalfinale til FC Midtjylland, som i 16.-delsfinalerne nu skal møde 1. divisionsklubben Fremad Amager på udebane.

Thisted FC fra 2. division møder superligaklubben Horsens på hjemmebane, Viborg FF fra 1. division møder 2. divisionsklubben AB på udebane, og endelig skal superligaklubben Silkeborg IF en tur til Hellerup for at møde HIK fra 2. division.

FC Midtjylland har i øvrigt ikke de bedste erfaringer med Fremad Amager i pokalturneringen. I 2016 blev FCM slået ud af amagerkanerne, mens spillerne også blev udsat for tyveri i omklædningsrummet.

Kampene i 16.-delsfinalerne skal afvikles 24.-26. september. 

Se alle 16.-delsfinaler her


Læs flere artikler fra Skive eller i kategorien Sport.