Skive siger ja tak til håndboldligaen

En ekstra håndsrækning fra sponsorerne har givet Skive fH mod på at prøve lykken i herreligaen en gang mere.

030812_1Skive_fH.jpg

Efter et par dage i tænkeboks har håndboldklubben Skive fH nu besluttet sig: Og det endte med et ja tak til at rykke op i håndboldligaen.

Beslutningen blev truffet, efter at ledelsen fredag formiddag holdt møde med en lang række af klubbens sponsorer, som sagde ja til at spytte ekstra i kassen. Formand Mogens Garder vil ikke sige, hvor meget sponsorerne bidrager med, men betegner det som "et ganske pænt beløb".

- Vi har fået en helt formidabel opbakning fra sponsorerne. Der dukkede 40 sponsorer op i dag - de bakkede os alle sammen op og var enige i, at oprykningen er en mulighed, som vi ikke kan lade gå fra os, siger Mogens Garder til tvmidtvest.dk.

Bedre rustet denne gang

Muligheden for at rykke op i ligaen opstod, da AG København blev erklæret konkurs. Skive rykkede i sidste sæson ud af ligaen og tøvede med at sige ja, fordi det er væsentligt dyrere at spille i ligaen end i 1. division.

Klubben får dermed to ligahold i den kommende sæson, idet klubbens kvinder netop er rykket op - men det skræmmer ikke Mogens Garder.

- Vi er bedre forberedt nu end første gang vi rykkede op. Nu ved vi, hvad vi går ind til.

Rent sportsligt mener formanden også, at klubben er godt rustet, selv om sidste sæsons to største profiler Kristoffer Laursen og Michael Pedersen er rejst til Skjern og Skanderborg. Garder antyder dog, at der kan komme forstærkninger - et godt bud kunne være, at der skal ske på målmandsposten, idet klubbens nye målmand Morten Jørgensen er langtidsskadet.

Hvis Skive havde sagt nej til oprykningen, var tilbuddet gået til Lemvig-Thyborøn og herefter GOG.

Derfor endte det med et ja - interview med Skive-formand Mogens Garder:

0:40