Skive sejrer i 1. division: Top-4 stadig muligt

Det endte med en 2-0-sejr til gæsterne fra Skive, da de var på besøg hos Hvidovre.

Arkivbillede.
Arkivbillede.
Foto: Gustav Houe Dall, TV MIDTVEST

Det har været en sæson med mange op- og nedture for fodboldholdet i Skive.

Torsdag aften kom endnu en af opturene, da skibonitterne besøgte Hvidovre.

Det opgør høstede tre point af sig, da gæsterne vandt med 2-0, og med de point sprang Skive et par pladser op i tabellen. Det betyder, at holdet nu kun er tre point fra Fremad Amager, der er nummer fire i rækken.

Det var Jeppe Mogensen, som i det 39. minut sendte gæsterne på sejrsretning, før Sebastian Grønning efter 85 minutter cementerede sejren med sin scoring til 2-0.

I minuttet senere fik hjemmeholdets Daniel Stenderup rødt kort, men det fik ikke betydning for resultat.

Sejren betyder, at Skive efter 31 runder er på 42 point. Det er et færre end Kolding, der er nummer fem, og tre færre end Fremad Amager på fjerdepladsen.

Det er dog ikke kun opad, Skive skal kigge.

For med et point mindre end Skive er Vendsyssel FF, mens HB Køge er tre point efter.

Der resterer to runder af 1. division, hvor Vejle allerede har sikret sig oprykning til Superligaen, mens FC Roskilde og Næstved rykker ud.

I de sidste to kampe møder Skive netop HB Køge og Vendsyssel FF.