Skive fyrer cheftræner efter skidt sæsonstart

Kim Kristensen er blevet fyret i Skive efter en sæsonstart, hvor klubben ligger sidst i 1. division.

Kim Kristensen er ikke længere træner i Skive IK.
Kim Kristensen er ikke længere træner i Skive IK.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Fodboldklubben Skive har taget konsekvensen af en elendig sæsonstart i 1. division.
    
Klubben har valgt at opsige træner Kim Kristensen på grund af de dårlige resultater.
    
- Vi er utrolig kede af, at vi ser os nødsaget til at opsige samarbejdet med Kim Kristensen, men de sportslige resultater har gjort, at vi ikke længere tror på, at Kim kan vende det for Skive IK, skriver klubben i en pressemeddelelse.
    
Assistenttræner Martin Thomsen overtager midlertidigt, indtil en ny cheftræner er på plads, oplyser klubben endvidere.
    
Skive ligger sidst i 1. division med syv point for 13 kampe. Den har fem point op til den rette side af nedrykningsstregen, men Nykøbing på tiendepladsen har spillet to kampe færre.
    
I sidste sæson var Skive med i ræset om oprykningspladser og sluttede som nummer fem.
    
- Kim har været et stort aktiv for Skive IK Elite A/S i det snart halvandet år, han nåede at være cheftræner.
    
- Han har formået at få et af de bedste resultater i klubbens historie med femtepladsen sidste år i Nordicbet-ligaen, men har desværre ikke kunnet følge op på det i den igangværende sæson, skriver klubben i pressemeddelelsen.
    
/ritzau/