Skive forsøger nyt varme-eventyr

Skrækhistorierne fra varme-projektet i Viborg ser ikke ud til at skræmme i Skive - her ser et lignende projekt ud til at blive sat i gang om kort tid.

kvols.jpg

Problemerne med boring efter varmt vand i Kvols ved Viborg bliver fulgt nøje i Skive. Her er et lignende projekt nemlig planlagt, og de vil meget nødig ende i samme situation som viborggenserne, hvor budgettet gang på gang er blevet overskredet, og målet om at finde varmt vand langt fra synes i sigte.

Alligevel ryster skibonitterne ikke på hænderne. Byrådet ser ud til at blive klar til at godkende planerne om en varmtvandsboring sidst på året, når Skive Geotermi har afsluttet sine undersøgelser af undergrunden i Rødding.

Samme selskab skal bore i Skive

I Kvols har problemerne indtil nu kostet 130 millioner kroner, og faktisk er det det samme firma, der efter planen skal i gang med boringerne i Rødding. Erfaringerne har derfor fået Skive Geotermi til at undersøge alle detaljerne i planerne ekstra godt. Men forsinkelserne i Kvols har dog ikke fået bestyrelsesformanden til at tvivle på planerne.

- Vi har i hvert fald ikke på den måde, at vi ikke skulle have tillid til firmaet. Vi tror det er lidt med, hvordan man får tilrettelagt forløbet, der er det afgørende, siger Peder Christian Kirkegaard, bestyrelsesformand for Skive Geotermi.

Geotermiske boringer er omfattet af en vis usikkerhed, men i Skive er man villig til at tage chancen.

- Vi vil aldrig kunne komme til at udstede en 100 procents garanti. Men sådan er det jo med alle steder, hvor man vil forsøge at gøre noget nyt. Vi skal forsøge at udvikle vores samfund. Nogle gange skal der også være nogen, der er parate til at løbe en risiko, siger Peder Christian Kirkegaard.

Se et indslag fra planerne i Skive her:

1:25
Problemerne med boring efter varmt vand i Kvols ved Viborg bliver fulgt nøje i Skive. Her er et lignende projekt nemlig planlagt.