Skive er videre i pokalturneringen – modstanderen ville hellere på Smukfest

Torsdagens pokalkamp mellem Skive og Lystrup er aflyst, fordi Lystrup ikke kan stille hold.

Smukfest finder sted i denne uge i Skanderborg (arkivfoto).
Smukfest finder sted i denne uge i Skanderborg (arkivfoto).
Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

1. divisionsholdet Skive IK behøver ikke at bekymre sig om at få beskidte knæ for at avancere fra torsdagens pokalkamp mod Lystrup IF og dermed bringe sig i anden runde.

Jyllandsserieholdet Lystrup har ifølge Skive Folkeblad meddelt, at man ikke kan stille hold til kampen, hvorfor Skive vinder uden kamp.

Det i sig selv er lidt bemærkelsesværdigt på det niveau, men årsagen til afbuddet er ikke faldet i god jord hos Skive.

Skives sportschef, Rasmus Brandhof, blev ifølge Skive Folkeblad kontaktet af en holdleder fra Lystrup, som sagde, at man ikke kunne stille hold, fordi en stor del af spillerne skal på Smukfest.

- Det er jo fuldstændig vanvittigt, og det sagde jeg også til ham. Det er simpelthen for ringe, siger Rasmus Brandhof til lokalmediet.

Afbuddet kan ende med at få konsekvenser for Lystrup. Det siger turneringschefen i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, til bold.dk, efter at han forgæves har forsøgt at få fat i Lystrup i "to-tre timer".

- Det er som sagt sjældent set, og det er i så fald en sag for Fodboldens Disciplinærinstans, men jeg kan godt bekræfte, at det ikke er noget, vi bryder os om at se i den afsluttende del af turneringen, siger Ebbesen.

Skives næste opgave bliver dermed udekampen i 1. division mod Fremad Amager 11. august.

/ritzau/