Seks mænd dømt skyldige i stor bedragerisag: Har svindlet for over seks millioner kroner

Retten i Viborg har i dag dømt seks mænd skyldig i en omfattende bedragerisag fra Skive-egnen. Bagmanden fik tre år og seks måneders fængsel.

Alle seks tiltalte i en sag om omfattende svindel blev i dag dømt skyldige i retten i Viborg.
Alle seks tiltalte i en sag om omfattende svindel blev i dag dømt skyldige i retten i Viborg.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

I dag blev retssagen mod seks mænd i en omfattende svindelsag afsluttet. De blev alle dømt for at have svindlet for sammenlagt 6.114.328 kroner.

I perioden fra 2014 til 2018 har de oprettet fem forskellige virksomheder, hvorfra de har købt varer fra andre virksomheder for derefter at sælge dem videre. Svindlen er foregået ved, at de dømte har købt varer på kredit uden nogensinde at betale for dem. Det har især været træpiller, men også mange andre varer. Blandt andet maskiner, byggematerialer, iPads, køleskabe og vaskemaskiner. 

- Sagen er udsædvanlig, fordi de tiltalte har købt varer ind, som de har solgt videre. De har reelt drevet en tømmerhandel for varer, som de svindlede sig til. Det er usædvanligt, siger Gorm Søgaard Lund, der er specialanklager hos Midt-og Vestjyllands Politi.

Der var i alt afsat 15 retsdage til sagen, der havde over 500 punkter i anklageskriftet.

Længste straf til bagmanden

De seks dømte har alle fået forskellige straf. Den 54-årige Kenneth Hasselstrøm fra Skive blev betragtet som hovedmanden bag svindlen. Han fik tre år og seks måneders fængsel.

Han har under retssagen tidligere erkendt størstedelen af forholdene, men nægtet enkelte af forholdene vedrørende bedrageri. Han har desuden afvist, at han har lavet svindlen sammen med andre.

- Jeg synes, det er en god dom. De tiltalte er hovedsagelig fundet skyldige i den tiltale, der er rejst, og de straffe, der er udmålt, de ligger i lige linje i forhold til den praksis, der er på området. Hovedmanden har fået tre år og seks måneders fængsel, og det er lang tid. Det er en hård dom, siger Gorm Søgaard Lund.

Specialanklager hos Midt-og Vestjyllands Politi, Gorm Søgaard Lund, var tildreds med dagens domme.
Specialanklager hos Midt-og Vestjyllands Politi, Gorm Søgaard Lund, var tildreds med dagens domme.
Foto: Line Morell Holm, TV MIDTVEST

Også lange straffe til dem, der har set passivt til

De resterende fem  fik alle en mildere straf. Den 55-årige Jan Primholdt fik også en ubetinget fængselsstraf. Den var på et år og tre måneder.

En 65-årig mand fik et års betinget fængsel med en prøvetid på et år og tilsyn af kriminalforsorgen. Han er den ældste af de dømte og har dårligt helbred, og det var formildende omstændigheder.

De to var direktører i nogle af selskaberne, der blev brugt til svindlen.

- Jeg synes, det er bemærkelsesværdigt, at de to direktører er blevet dømt for bedrageri, fordi det, de hovedsagelig har lavet, er, at de har stået som direktører. De har ikke været ude og hente varer selv, og de har ikke bestilt varer selv, men de har gjort det muligt for de andre at svindle, forklarer anklagerne.

Han mener, at straffen til de to er passende, og ligger sig på linje med den praksis, der er i sådanne sager.

- Jeg tror, der er få mennesker, der ved, hvor strafbart det er, det de har gjort, siger Gorm Søgaard Lund.

De tre andres domme

En 61-årig mand fik et år og seks måneders betinget fængsel.

En 50-årige mand fik et år og seks måneders betinget fængsel, hvor kun tre af månederne skal afsones i fængsel. Den resterende tid blev gjort betinget. Desuden fik han 200 timers samfundstjeneste.

En 65-årig mand fik tre måneders ubetinget fængsel og 200 timers samfundstjeneste.

Retten besluttede, at hovedmanden Kenneth Hasselstrøm skal fortsætte med at sidde varetægtsfængslet frem til afsoning af hans dom. Han ville i dag have betænkningstid til at finde ud af, om han ville anke dommen til landsretten.

Han og de fem andre dømte har 14 dage til at beslutte, om de vil anke dommen. Det har anklagemyndigheden også, men den mulighed forventer Grom Søgaard Lund ikke, de bruger.

- Jeg er tilfreds men dommen, og jeg regner ikke med, at dommen bliver anket fra anklagemyndighedens side, fordi der er domfældet i så stort omfang, som der er, og fordi straffen er i overensstemmelse med den praksis, der er.

2:01
Se retsreportage fra februar, hvor sagen begyndte i Retten i Viborg.
Foto: TV MIDTVEST, arkiv.