Sagen om Porsche-banden: Fire mænd tiltalt for farlig vold og salg af fire kilo kokain

Fire mænd, der har siddet varetægtsfængslet siden 6. november sidste år, er nu blevet tiltalt for blandt andet salg af narko, røveriforsøg, vold og hæleri.

Arkivfoto. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

De har siddet varetægtsfængslet i knap otte måneder, men nu kan fire mænd i alderen 21-29 år se frem til at komme for retten.

Midt- og Vestjylland er nemlig klar med anklageskriftet for de fire mænd, som er en del af den såkaldte Porsche-bande i Skive.

Læs også Første domme til Porsche-banden: Mere end seks års fængsel i alt til ”de små fisk”

Anklageskriftet omfatter en lang række strafbare forhold, herunder hæleri, røveriforsøg, vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og ikke mindst besiddelse og salg af mere end fire kilo kokain.

Midt- og Vestjyllands Politi går efter fængselsstraffe til dem alle samt udvisning til to af de i alt fire tiltalte.

Tre mænd tilstod

Oprindeligt blev i alt syv personer anholdt i sagen om Porsche-banden, som igennem længere tid hærgede i og omkring Skive.

Tre personer har allerede fået deres domme tilbage i maj ved retten i Viborg. Her blev der givet straffe på mellem halvandet år og tre år og tre måneders fængsel.

Sagen vil blive behandlet ved retten i Viborg og forventes at forløbe over 20-22 dage. Den er endnu ikke berammet, men forventes at skulle for retten i løbet af efteråret.

03:23

Se her indslaget, fra da hammeren faldt for de første tre medlemmer af Porsche-banden.

Luk video