Sag fra Skive får konsekvenser: SSP sætter kokainmisbrug på dagsordenen

Det er bekymrende, at kokain er så tilgængeligt, siger SSP-formand Jan Snejbjerg, som nu vil drøfte problemet med sine kolleger.

02:01

Se et interview med Jan Snejberg her. Video: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

SSP-medarbejdere fra hele Midt- og Vestjylland vil nu sætte sig sammen for at drøfte problemet med kokain i nattelivet.

Læs også Flere ansatte på Skive Kaserne sigtet i stor narkosag

Det oplyser Jan Snejbjerg, der er SSP-medarbejder i Skive Kommune og kredsformand for SSP i det midt- og vestjyske.

SSP er et kriminalpræventivt samarbejde mellem skole, socialforvaltning og politiet, og initiativet kommer i kølvandet på en sag fra Skive-området, hvor op mod 275 personer kan se frem til at blive sigtet for køb af kokain. 

- Det, der bekymrer mig allermest, er, at kokain tilsyneladende er meget tilgængeligt, og at prisen er sådan, at mange kan få fat i det, siger Jan Snejbjerg.

Han har sat sagen på dagsordenen på det planlagte kredsmøde den 20. november for at høre om erfaringerne fra andre byer i politikredsen.

- Jeg tænker ikke, at det er et lokalt problem. Jeg tror, at det er nationalt eller i virkeligheden endnu større. Nu vil vi prøve, om vi kan hjælpe hinanden med at finde ting, som vi kan bruge forebyggelsesmæssigt og over for de unge, der er fanget af det, siger Jan Snejbjerg.

Stadig et mindretal

- Har I overset noget?

- Nu drøfter vi det på kredsniveau, og når vi er mange kloge hoveder i samme lokale, er der en chance for, at vi kan finde en eller anden form for strategi. Men det er for tidligt at sige, at vi på baggrund af den her sag skal skynde os ud og gøre alt muligt andet, end vi har gjort før. Vi er jo allerede i gang.

Jan Snejberg siger, at SSP-samarbejdet godt vidste, at der var kokain i omløb i Skive. Der kom flere indberetninger fra unge og restauratører, men at 275 personer nu kan se frem til en sigtelse, kommer alligevel som en overraskelse for ham.

- Men selv om 275 er mange, betyder det ikke, at alle går ud og prøver kokain. Der er heldigvis stadigvæk langt, langt, langt flere, der ikke kommer til at prøve kokain. 

Han opfordrer dog samtidig forældre til at være opmærksomme deres børns signaler og lægge mærke til, om de eventuelt ændrer vaner.

02:17 Luk video