Røg 41.000 cigaretter på en dag

Et russisk skib har de seneste to dage været tilbageholdt i Skive, mistænkt for smugleri. Besætningen på 11 mand havde røget 205 kartonner cigaretter på en dag.

cigaret.jpg

Besætningen på et russisk skib havde noget af et forklaringsproblem, da Skibskontrollen fra Told og Skat tirsdag var på kontrol i Skive Havn. Skibskontrollen ledte efter smuglervarer, men fandt i stedet masser af faktura. Og det var her, at Told og Skat opdagede noget mærkeligt.

Da skibet sejlede fra Hamborg den 23. april havde besætningen angivet, at man ombord havde 41.800 cigaretter. Men da det russiske fartøj dagen efter ankom til Nørre Sundby, var der blot 800 cigaretter tilbage.

Bøde på 120.000

Da besætningen blot er på 11 mand, vil det have krævet en ekstraordinær indsats at ryge de 205 kartonner cigaretter, og Told og Skat tilkaldt Midt- og Vestjyllands Politi. Her var man enige i, at der nok var tale om smuglervarer. Rederiet fik en bøde på 60.000 kroner, desuden skulle der betales 60.380 kroner i afgift.

De penge fik politiet torsdag, og så kunne skibet frigives igen.