Røde Kors: Synd at flytte asylbørn

For syv måneder siden flyttede omkring 100 asylansøgere til Salling. Nu er de tvunget til at flytte igen.

270314_1Asyl.jpg

Det går hårdt ud over specielt børnene, når asylansøgere bliver tvunget til at skifte adresse flere gange, mens de venter på at få deres sager afgjort.

Sådan lyder kritikken fra blandt andre Røde Kors i anledning af, at små hundrede asylansøgere nu skal forlade asylcentrene i Ramsing og Oddense - kun syv måneder efter ankomsten.

- Hvis man flytter på folk hele tiden, kan de ikke etablere det sociale liv, som vi alle har brug for. Det skaber stress. Og det er specielt kritisk for børnene, som har brug for stabilitet og ro. Især børn der kommer fra kaotiske krigsområder. Det bedste man kan gøre for dem er at skabe struktur, rytme. regelmæssighed og forudsigelighed i deres liv, siger overlæge i Dansk Røde Kors, Ebbe Munk Andersen.

- Som numre og ikke mennesker

De to asylcentre i Salling skal lukke, fordi der på landsplan er 1000 ledige pladser. Forklaringen er, at asylsagerne i dag bliver behandlet langt hurtigere end tidligere.

Og børnene er påvirkede af situationen. Det bekræfter Mette Brunsgaard, der er lærer på Skivehus Skolen, som har undervist flygtningebørnene.

- De er rodløse og har været rigtig kede af det. Det påvirker selvfølgelig også os, der har med dem at gøre, når man har en fornemmelse af, at det bare er numre og ikke levende mennesker, vi har med at gøre, siger Mette Brunsgaard.

TV MIDTVEST har uden held forsøgt at få et interview med Udlændingestyrelsen, men i et skriftligt svar lyder det fra kontorchef Thomas Mortensen:

- Siden oktober er antallet af indkvarterede faldet med godt 1.000 personer, primært på grund af hurtigere sagsbehandling i Udlændingestyrelsen, og fordi politiet har haft succes med at udsende afviste asylansøgere. Derfor tilpasser vi kapaciteten på landets asylcentre. Det indebærer, at enkelte flytninger kan blive nødvendige.

I vores udsendelse i aften klokken 19.30 besøger vi en iransk familie, der har skiftet adresse i Danmark tre gange på to år.

 

2:10
Asylcentrene i Ramsing og Oddense og lukker, og 100 asylansøgere skal derfor igen til at skifte bopæl.